Assassin’s Creed Odyssey: Fra actionspil til rollespil

Ingen andre spilserier har dækket så mange historiske perioder så omhyggeligt og nøjagtigt som Assassin’s Creed-spilserien. Seriens fans har igennem det seneste årti bevæget sig fra korstogene i Mellemøsten og Renæssancen i Italien hen over Kolonitiden på det amerikanske kontinent til Den Franske Revolution og det victorianske England.

Sidste år valgte Ubisoft at springe tilbage i tiden igen med Assassin’s Creed Origins, som foregik i oldtidens Egypten og på mange måder fungerede som en genstart af spilserien. Herfra bevæger vi os i det aktuelle og svært underholdende Assassin’s Creed Odyssey små 500 år frem i tiden til Den Peloponnesiske Krig i det gamle Grækenland.

Fra actionspil til rollespil

Assassin’s Creed-serien har ikke just været én lang succeshistorie gennem årene. Det har i perioder været småt med reel udvikling i spillene, hvor man blot har flyttet det samme spil til nye byer og steder rundt omkring i verden, og fyldt mere eller mindre ligegyldige spilelementer oven i oplevelsen. Ubisoft ramte undertiden nogle højdepunkter, blandt andet med de sjove søslag i Assassin’s Creed: Black Flag, men helt generelt er det ikke rigtigt lykkedes for dem at lave et bedre designet og mere helstøbt spil end det gamle Assassin’s Creed 2, der i adskillige år har stået som spilseriens allerbedste udgivelse – ikke mindst i kraft af den velskrevne og charmerende hovedperson Ezio Auditore.

Krigerkvinden Kassandra er en særdeles velrealiseret hovedperson.

Udviklingen gik helt i stampe i de senere Assassin’s Creed Unity og Syndicate, men så skete der pludselig noget sidste år. Assassin’s Creed Origins indeholdt en lang række hårdt tiltrængte ændringer og tilføjelser, som Odyssey i år bygger videre på. Assassin’s Creed er med disse to spil gået fra at være et rent actionspil til i højere grad at føles som et rollespil. Det er en udvikling, der passer virkeligt godt til både seriens overordnede evige konflikt mellem snigmorderne og tempelridderne og til de store, åbne spilverdener, som Ubisoft er utroligt dygtige til at opbygge.

Assassin’s Creed Odyssey føles med andre ord nærmest som et Skyrim-inspireret rollespil med masser af dialog, hundredvis og atter hundredvis af missioner i en næsten uoverskueligt stor spilverden, indsamling af udstyr og opgradering af evner. Det er en yderst velkommen ændring, der både bekræfter spilseriens eksistensgrundlag og giver masser af forhåbninger om høj kvalitet i kommende udgivelser i den.

Odyssey føles nærmest som et Skyrim-inspireret rollespil

Ikke mange timer efter den ydmyge start som enten kvinden Kassandra eller manden Alexios har man en bugnende missionsjournal og er dybt involveret i store begivenheder under Den Peloponnesiske Krig. Det er en klassisk rollespilsrejse, hvor man på ingen tid går fra at slås med lokale bøller til pludselig at duellere med hærkaptajner, sabotere krigsforsyninger og egenhændigt nedlægge hele fæstninger fyldt med soldater. Spilverdenen i Odyssey indeholder så mange ting at foretage sig, at det nogle gange næsten er for meget af det gode. Det er muligt blot at fokusere på hovedhistorien – som i sig selv skulle tage op mod 50 timer at gennemføre – men spilleren bliver konstant distraheret af spændende opgaver og løfter om eftertragtede belønninger. Dertil kommer trangen til simpelthen bare at ride ud og selv gå på opdagelse i den flotte indholdsrige spilverden.

Fremtidsscenerne er pakket væk, og tak for dét

Rollespilsaspektet i Odyssey minder til forveksling om det, man typisk møder i andre lignende spil. Her er tre forskellige “udviklingstræer”, som man skal fordele evnepoint i, efterhånden som man modtager dem. På den måde kan man selv vælge, om éns snigmorder skal specialisere sig i direkte nærkamp (Warrior), om han skal blive bedre til at luske rundt og lave snigangreb (Assassin), eller om distancekamp med bue og pil skal prioriteres (Hunter). Man kan selvfølgelig også bare blande pointfordelingen mellem de tre træer, så den passer bedst muligt til de éns våben og foretrukne spillestil. Systemet giver masser af muligheder for at eksperimentere frit, og man begynder hurtigt at føle sig tilfredsstillende badass-agtig, når man låser op for nye angreb. Enhver, der nød filmen 300 (som udspiller sig i samme historiske periode), vil ligesom jeg sikkert også opnå stor pervers nydelse i at lokke hårde modstandere op på enormt høje og stejle bjerge, blot for i bedste Gerard Butler-stil at frontsparke dem hårdt ud over kanten og se dem styrte i døden flere hundrede meter længere nede …

“300-frontsparket” bliver hurtigt tilgængeligt i Odyssey og står for en stor del af kampenes underholdningsværdi.

Ubisoft har denne gang også gjort sig tydelige anstrengelser for at skrive både historier og roller, som man gider at engagere sig i. Det generelle niveau i manuskript og dialoger – særligt dem, der hører til hovedhistorien – er høj, og man oplever ikke de samme kvalitetsmæssige styrtdyk, der prægede spillene i den sløje periode nævnt ovenfor. Det gør, at man er mindre tilbøjelig til at trykke videre gennem samtaler for at komme hurtigere i gang med at slås, og skaber en fin balance i spillet. Samtidig har man også langt om længe erkendt, at det rædsomme fremtidselement med Animus-maskinen, som op til seriens spæde start for mange år siden måske virkede som en rigtigt god idé, ikke rigtigt fortjener mere end nogle få minutters opmærksomhed i starten af spillet (og måske også i slutningen). Måske var alle de tørre tæsk til det makværk af en filmatisering, som Ubisoft fik rodet sig ud i for par år siden, det, der skulle til.

Fordybelse i udforskningen

Et på overfladen mægtigt spændende nyt element i Odyssey er den nye Exploration Mode i spillet. Her slår man al navigationshjælp fra og skal selv finde rundt mellem byer, personer og landmærker. Ubisoft opfordrer selv spillerne til at spille på den måde, fordi de mener, at det skaber større fordybelse i spilverdenen, og det har de sådan set ret i. Hvis der ikke er nogen udfordringer forbundet med at finde ting, begynder man som spiller let at køre på autopilot – og for eksempel bare ride løs langs ruter på minikortet direkte mod små radarpunkter uden at bemærke alle detaljerne i spilverdenen. Uden alle de forstyrrende brugerflade-elementer bliver det lettere at engagere sig i den lange odyssé, man begiver sig ud på.

Nej, det er ikke en græsk soldat på steroider – vi møder flere overnaturlige væsener fra den græske mytologi i spillet.

Funktionen ville imidlertid virke bedst i et spil, der ikke insisterer på at kyle indhold i hovedet på spilleren hvert eneste minut. Assassin’s Creed Odyssey føles på mange måder som et typisk onlinerollespil; man kan mærke, at det helt grundlæggende er designet til at give en konstant underholdningsimpuls, der kan fastholde interessen. Det er der for så vidt heller intet galt med, for spillet er uden tvivl sjovt. Men fraværet af impulser og indhold kan også være med til at skabe stemning og store spiloplevelser – som vi ser i for eksempel det meget langsommere og mindre underholdningsfikserede Red Dead Redemption 2. Odyssey føles ofte lidt som en Michael Bay-film, hvor der foregår alt for meget med 200 kilometer i timen rundt omkring én, mens man desperat forsøger at finde et fikspunkt i det hele.

Kampene er stadig ikke på niveau

Kampsystemets mangler kommer særligt til udtryk i de større slagscener, som umiddelbart er det mindst vellykkede element i spillet. Man indtager rollen som lejesoldat i den overordnede krig mellem Sparta og Athen og bliver ofte kastet ud i noget, der er uden tvivl har været tænkt som episke slagscener i udviklernes hoveder, før de skulle realisere dem på skærmen. I praksis er det desværre flade og forudsigelige affærer, hvor små grupper af soldater står og tjatter lidt til hinanden, mens man render rundt og leder efter ledere, man kan nedlægge for at flytte fronten. Sjovt nok har Ubisoft tidligere skabt rigtigt gode slagscener i deres krigerspil For Honor, og de behøver også blot at skele til Shadow of Mordor-spillene for at se, hvordan kamp mellem mange modstandere ad gangen skal håndteres.

Snigangrebene på de individuelle modstandere har altid virket bedst i Assassin’s Creed. Odyssey er ingen undtagelse.

De slappe slagscener skal i høj grad også tilskrives det aldrende kampsystem i Assassin’s Creed, som igennem hele spilseriens levetid aldrig er blevet forbedret markant. Det fungerer fint, når man skal liste sig rundt og snigmyrde folk, og kamp mod enkelte modstandere afvikles rimeligt acceptabelt. Men kampe mod flere modstandere samtidig falder til jorden, fordi spillet rent teknisk og animationsmæssigt ikke understøtter det ordentligt. Det er oplagt at sammenligne med forrige måneds Spider-Man for at pege på, hvordan man gør det rigtigt. Det er dog næppe noget, der vil genere Assassin’s Creed-veteraner synderligt, for alt er mere eller mindre, som det plejer at være i denne afdeling, og spillet lider ikke voldsomt under det. Der er under alle omstændigheder masser af plads til forbedring.

Assassin’s Creed Odyssey får en klar anbefaling med på vejen herfra – vel at mærke fra en spiller, der i mange år ellers havde mistet troen på, at Ubisoft nogensinde ville kunne bringe spilserien tilbage på ret køl. Spillet leverer et svimlende antal spilletimer af høj kvalitet og rammer et rigtigt godt udgivelsestidspunkt, hvor det ikke kolliderer med andre tidskrævende actionrollespil. Jo, der er et vist lille westernspil, som også påkalder sig en del opmærksomhed i disse dage, men de to spil er til alt held vidt forskellige i både tema, tempo og design. Alle, der holder af hurtig, letfordøjelig action, som serveres konstant igennem en lang og spændende historie, kan med fordel kaste sig ud i Odysseys fascinerende og flotte verden. Uanset om de har spillet tidligere Assassin’s Creed-spil eller ej.