INDLÆSER

Skriv for at søge

Del
Bandersnatch

  • Udvikler: David Slade, Charlie Brooker m.fl.
  • Udgiver: Netflix
  • Antal spillere: –
  • Varighed: 60-90 minutter
  • Pris: – (Første måneds Netflix-abonnement er gratis)

Charlie Brookers Netflix-serie Black Mirror er kendt og elsket for sine dystopiske mareridtsscenarier, som knivskarpt kritiserer vores moderne civilisation, teknologi og den generelle menneskelige tilstand fra et væld af forskellige vinkler. Mens vi venter på den femte sæson af serien, har Netflix udgivet det helt nye Black Mirror-produkt Black Mirror: Bandersnatch, der er noget så interessant som en interaktiv film.

Interaktive film er langtfra noget nyt medie. Den gamle LaserDisc-teknologi gav allerede i 80’erne og 90’erne seerne langt flere afspilningsmuligheder end de gængse video-og dvd-afspillere. Fra slutningen af firserne og frem mod midten af halvfemserne var de såkaldte Full Motion Video-sekvenser også mægtigt populære i computerspillene, som med skiftende succes kombinerede optagelser af rigtige skuespillere med ikke-lineære handlingsforløb. Her tegner klassikere som Under A Killing Moon, The Pandora Directive, Gabriel Knight 2: The Beast Within og Phantasmagoria sig for nogle de tidlige halvfemseres allerstørste underholdningsoplevelser.

Bandersnatch – Will Poulter

Will Poulters syrede spiludvikler Colin Ritman er et af højdepunkterne i Bandersnatch.

De interaktive film kan bedst sammenlignes med de gode, gamle ”vælg dit eget eventyr”-bøger som Sværd og Trolddom, hvori læseren i slutningen af hvert kapitel skal træffe et valg og springe videre til et andet sted i bogen for at følge konsekvenserne af valget. Her får man inden for ­fastlagte rammer en vis frihed til at styre bogens udfald, og Bandersnatch er baseret på præcis den samme formel: Det er en film uden et fastlagt lineært handlingsforløb, hvor seeren undervejs i oplevelsen selv vælger, hvad der skal ske, og springer videre til valgenes konsekvenser.

Spændende form, men uoriginale idéer

I Bandersnatch følger vi, meget apropos, den unge computerspilprogrammør Stefan Butler –fremragende spillet af Fionn Whitehead (Dunkirk) – der i midten af 80’erne forsøger at lave romanen Bandersnatch om til et spil. Det bliver hurtigt klart, at vores hovedperson ikke har det godt, og at både traumer fra fortiden kombineret med det hårde arbejde med det vanskelige spilprojekt gør, at det hele næppe ender godt. Men er det så en god film, et godt spil eller noget helt tredje? Det er det oplagte spørgsmål, for efter Bandersnatch sidder man tilbage med en lidt løjerlig fornemmelse i kroppen.

Bandersnatch står i skyggen af genreklassikeren Donnie Darko

Flere af Charlie Brookers særlige kendetegn mærkes tydeligt undervejs i den kringlede og forgrenede handling, som hurtigt udvikler sig til et regulært mindfuck, hvor der sættes spørgsmålstegn ved både tid, rum og vores frie vilje. Hvis man kender genren, rækker filmens tilsyneladende uforudsigelighed imidlertid ikke ud over de sædvanlige troper, og det mere den interessante form end reelt nye idéer, der skaber oplevelsen. Indholdsmæssigt står Bandersnatch i skyggen af Richard Kellys genreklassiker Donnie Darko, der har gjort det meste før – og bedre.

Litterær inspiration

Bandersnatch Monster

James Artimus Owens oprindelige illustration af Bandersnatch-væsenet fra Carrolls værker. Man aner en tydelig lighed med Pax-monsteret i Butlers spil.

Filmens titel er i sig selv et signal om, at der er sære ting på spil. ”Bandersnatch” er et væsen fra den britiske forfatter Lewis Carrolls gamle digte ”Jabberwocky” og ”The Hunting of the Snark”, og der refereres flittigt hertil undervejs. Seeren hopper i bedste Alice i Eventyrland-stil ned i et kaninhul og rejser længere og længere ind i Butlers plagede sind og filmens forgrenede historie. Her bliver man viklet ind i en postmoderne fortælling med flere og flere meta-lag, en upålidelig fortæller og også direkte interaktion mellem seeren og hovedpersonen – nogle af de bedste scener – som sætter modsætningsforholdet mellem skæbnebestemte hændelser og den frie vilje på spidsen. Som spildesigneren Colin Fitman i starten af filmen siger om spilklassikeren Pac-Man: ”Folk tror, at det er et muntert spil. Det er ikke noget muntert spil. Det er fandme en mareridtsverden, og det værste er, at den er virkelig, og vi lever i den.” Vi befinder os så afgjort på pop-filosofisk niveau, men det virker ganske glimrende inden for filmens ramme.

Ikke på Black Mirror-niveau

Bandersnatch – Dad

Valgene i Bandersnatch veksler mellem det tilsyneladende banale og afgørende livsvalg.

Fortællingen i Bandersnatch bæres af dygtige skuespillere hele vejen rundt, men det er langt fra en klassisk film. Opbygningen, flowet og de forskellige slutninger gør oplevelsen langt mere spilagtig, og Bandersnatch kan bedst sammenlignes med Telltale Games’ meget vellykkede The Walking Dead-spil, som også er drevet af dilemmaer og spillerens valg hele vejen igennem handlingen. Forskellen er, at spillene havde enkelte reaktions-baserede sekvenser, hvor Bandersnatch mere er en ”ren” interaktiv film – men indholdsmæssigt er de meget sammenlignelige.

Som film betragtet er Bandersnatch langt fra noget mesterværk, og der er langt op til de bedste Black Mirror-afsnit, men den er et interessant underholdningseksperiment. Det er en sjov og spændende rutsjebanetur med en fin sammenhæng mellem tematik og opbygning og nogle interessante ”aha”-oplevelser undervejs, men den er helt blottet for tv-seriens civilisationskritik og skarpe iagttagelser. Black Mirror har opnået sin kultstatus på de skærende skarpsindige kommentarer til særligt menneskets brug af teknologi og dens advarsler om, hvad der kan ske, når det går for vidt. Denne dimension er fraværende i Bandersnatch i en sådan grad, at det virker underligt, at filmen er udgivet under Black Mirror-navnet.

En teknisk bedrift

Det er interaktionsdesignet i Bandersnatch, der er filmens suverænt største tekniske bedrift. Valgsituationerne er nærmest perfekt integreret i handlingen: På udvalgte tidspunkter kan seeren vælge mellem to reaktioner seeren i bunden af skærmen, mens en hvid streg hen over dem ”tæller ned”, og personerne på skærmen snakker videre. På den måde undgås de akavede pauser, man typisk så i gamle dages interaktive film og filmspil, og det hele føles helt flydende og naturligt. Det er imidlertid svært at fortrænge fornemmelsen af, at filmen måske havde været væsentligt bedre og mere vedkommende, hvis det interaktive element ikke havde været til stede. Man bliver ofte hevet ud af handlingen, og oplevelsen mister noget af fascinationskraften, når man skal gennem tidligere sete passager igen for at opleve andre slutninger end den første, man får. Det er man selvfølgelig ikke tvunget til, men der er filmet omkring fem timers indhold, og man får på ét handlingsforløb kun kigget sig igennem en time til halvanden.

Valgsituationerne er nærmest perfekt integreret i handlingen

Seerens valg i filmen skifter mellem umiddelbart uvæsentlige ting, som for eksempel hvad Stefan skal spise til morgenmad, og mere afgørende dilemmaer, der udgør de primære handlingsforgreninger. Her taler vi vel at mærke om afgørelser, der involverer liv eller død – alle filmens fem primære afslutninger ender med mindst ét voldsomt dødsfald, så den er bestemt ikke for sarte sjæle. Men selvom flere af filmens scener er både rørende og urkomiske (du vil nikke genkendende og smile, hvis du når til dén scene hos psykologen …), griber den aldrig rigtigt fat i én og føles i sidste ende mere som en hul, overfladisk stiløvelse end som en film, der reelt vil seeren noget.

Bandersnatch – Valg

Den kreative proces er fyldt med forhindringer for Stefan Butler.

Netflix har tidligere forsøgt sig med interaktivt indhold til børn (Puss in Book og Minecraft: Story Mode), men det her er første gang, at den gigantiske streamingtjeneste leverer denne medietype til voksne. Som lakmusprøve er Bandersnatch så absolut en succes, for formatet virker fortræffeligt og kommer, vigtigst af alt, ikke i vejen for de gode skuespilspræstationer. Nu mangler vi bare, at instruktører og manuskriptforfattere bliver bedre til at udnytte dets potentiale ordentligt. Vi kan i hvert fald roligt vænne os til tanken om, at vi får langt flere interaktive film at se fremover.

 

Prøv også:

Donnie Darko
18 år gammel, men stadig Bandersnatch overlegen på en lang række områder – dog ikke interaktiv.

The Walking Dead
Spilfortællingen baseret på den populære The Walking Dead-tegneserie er flere steder væsentligt bedre end tv-serie-versionen.

Tags:

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *