“Lad dem bare spille Ludo, hvis de gerne vil dét …”

Hvordan får man flere folk til at spille brætspil? Det er formentlig et spørgsmål, der konstant brænder i baghovedet på alle, der elsker brætspil, og som mener, at Gud slår en killing ihjel, hver gang nogen et eller andet sted i verden starter på et spil Ludo. Det er ikke svært at udbrede budskabet om de rigtigt gode spil til andre brætspillere, men det er straks mere vanskeligt at hooke folk, der aldrig har prøvet brætspil før. Fordomme, angsten for at tabe eller virke uintelligent, manglende tid og koncentration – der kan være rigtigt mange barrierer at nedbryde, før det lykkes at dele de gode oplevelser med uindviede.

Så hvordan får man flere folk til at spille brætspil?! Det er et spørgsmål, der i adskillige år har ligget og boblet i Bo Thomasens hoved. Det fik ham i sidste ende til sammen med den kaffenørdede ven Morten Schneider at stifte brætspilscaféen Bastard Café i det indre København, hvor hele holdet af engagerede ansatte og frivillige ”guruer” forsøger at udbrede kendskabet til brætspil til alle, der vil lytte til dem. Men selv med en kæmpestor café, lækker mad, en imponerende ginsamling og hundredvis af gæster hver dag er det langt fra så nemt, som man skulle tro.

Bo Thomasen foran indgangen til Huset i Magstræde i København, der huser Bastard Café. Foto: Morten Skovgaard

”Jeg har aldrig været irriteret over, at folk spiller Matador og den slags,” siger 40-årige Bo Thomasen, mens han kigger eftertænksomt ud på trafikken på uden for vinduet. Bastard Café har bredt sig ud over hele underetagen i huset i Magstræde, og vi sidder i den lille del af caféen, som er lukket om mandagen og tirsdagen. Bag baren knejser en imponerende samling af ginflasker, og netop den høje kvalitet i caféens serveringer er blevet lidt af et tilløbsstykke. Mere om det senere. ”Det er jo bare en indgang til brætspillene,” fortsætter Bo Thomasen og afviser helt min egen fordom om, at han garanteret heller ikke kunne fordrage de kedelige gamle brætspilstravere. ”Min mission er at få folk omvendt. Men hvis de virkelig gerne vil spille Ludo hele resten af deres liv, skal de bare gøre dét. Fra vi åbnede dørene, sagde jeg, at vi skulle få folk til at spille brætspil. Der skal ikke være nogen shaming af folk, der spiller Ludo. Alle skal føle sig velkomne.”

Point taken.

Det gode værtskab

Netop det gode værtskab kan være altafgørende for førstegangsindtrykket af brætspil. For udenforstående kan det let virke som en lukket klub, når de kigger ind i et lokale, hvor små grupper af tavse mennesker sidder og stirrer med rynkede bryn ned på brættene og brikkerne på bordene. Hvordan inviterer man folk indenfor i denne indadvendte oplevelse, som udadtil kan virke så afvisende? Det er dét grundlæggende spørgsmål, jeg har bedt indehaveren af brætspilscaféen om at besvare.

Bo Thomasen såede uden at vide det allerede de første spæde kim til Bastard Café for 10-12 år siden, da han boede på Øresundskollegiet på Amager. Her var der hver torsdag en spilcafé, som Morten Greis Petersen Fakkelskov, der i dag arbejder i Faraos Cigarers brætspilsbutik, stod for. Han spurgte Bo, om han kunne tænke sig at være frivillig, og så endte han med at hjælpe til i en 4-5 års tid. ”Men det var altid de samme nørder, der kom,” fortæller Bo Thomasen. Vi prøvede med plakater, sproglige finurligheder og alt muligt andet, men det virkede ikke en skid. Det lykkedes ikke for os at få flere mennesker til at komme og spille brætspil.”

Bastarden leverer dagligt rammerne til ren råhygge med brætspil. Foto: Mikkel Bækgaard

Indtil de en dag fik en god idé: Spilcaféen foregik inde i en stor, oplyst sal, og da de ændrede på de ydre rammer, skete der noget. ”Vi dæmpede lyset, satte levende lys på bordene, sparkede fire sofaer ind, spillede KODA-godkendt musik og tilføjede en espressomaskine, jeg havde fået i bryllupsgave. Inden længe var antallet af gæster firedoblet. Folk kiggede ind og så ikke bare en stor, oplyst sal med en masse mennesker, der ikke ville forstyrres, men en café, hvor de følte sig velkomne,” fortæller Bo Thomasen. På ”Torsdagscafé – nu stadig med spil”, som konceptet kom til at hedde, opstod nysgerrigheden, og han oplevede, at man stille og roligt kunne snige spillene ind til folk, der bare kom på besøg for at nyde almindelig caféstemning. Her lærte han, at man godt kan få normale mennesker til at spille brætspil.

Fra stue til café

Bo Thomasen begyndte derefter at arbejde på Roskilde Festival, og caféen blev derefter mest af alt til et hyggeprojekt. Men tanken om at skabe gode fysiske rammer om brætspillene blev hængende. Da han flyttede fra kollegiet, holdt han fast i at spille brætspil om torsdagen. På det tidspunkt var han lige begyndt at rode med Facebook og lavede en Bastard-gruppe – ikke for den ”rigtige” café, som vi kender i dag, men for en mere uofficiel en af slagsen. Gruppen eksisterer stadig i dag under navnet ”Bastard Caféens Baglokale” og er åben for alle.

Et stemningsbillede fra Bastardens fødsel. Foto: Bastard Cafés Facebook-side

Hjemme i den nye lejlighed spillede Bo Thomasen og hans venner stadig brætspil hver torsdag. Nogle gange var han ikke selv med, men gav bare de andre nøglen, så de kunne komme og spille. ”Jeg har en meget forstående kone, som har støttet mig hele vejen,” som han siger med et smil. ”I starten var det bare mig og mine fem venner. Men der kom meget hurtigt flere til, for jeg havde masser af øl i køleskabet, og det var rigtigt hyggeligt. Jeg blev bare ved med at lave de faste arrangementer for folk. Kunne man ikke den ene torsdag, så kunne man måske den næste. Det var ganske uforpligtende. På et tidspunkt kom der så syv spillere. Det var ikke noget problem – vi delte os bare op på to-tre borde.” Til sidst kom der omkring 30-35 mennesker i en stue på 30 kvadratmeter, og det var så småt ved at blive tid til at finde et andet sted at være. Resten er historie, som man siger. Bastard Café starte i Bo Thomasens og hans kones stue i 2008, og i 2013 sagde han sit job på Roskilde Festival op for at åbne en rigtig café. Efter et år med pop-up-caféer rundt omkring i kulturhuse og gamle villaer åbnede Bastard Café fast i Huset på Magstræde i København i 2014.

Nørderne er konger og dronninger

Bastard Café var den første af sin slags i Danmark, da den åbnede. Bo Thomasen og de andre folk bag den havde søgt inspiration i blandt andet en frivillig café i Lyon i Frankrig, Moi j’m’en fous je triche, og i den store ”Pay to Play”-café Snakes and Lattes i Toronto samt Randolph i Montreal i Canada og forsøgte med ”Bastarden”, som den hedder i folkemunde, at kombinere disse to koncepter, forklarer han. ”Det kan godt være, at folk ikke kender værdien af brætspil, men de kender værdien af en bar og en café. Fokusér på ordentlig mad, også selvom det er snackmad. Giv folk noget ud over brætspillene, så de kommer efter noget andet – giv dem en kode, de kender. De ved for eksempel, hvordan det er at være i byen på en bar og hygge sig. ’Behøver vi at spille brætspil’? ’Nej, det behøver I ikke’. Men de begynder at gøre det, fordi de er omgivet af dem. På mange spilcaféer er de sindssygt gode til spillene, men barerne er bare en sidegesjæft. Så bliver det bare aldrig større end en klub – så bliver det kun spillerne, der kommer.”

Bastarden strækker sig over et stort område – her er vi i den utroligt velassorterede ginbar nede i kælderen.

Ud over de glimrende fysiske rammer er det først og fremmest også gennem kommunikationen, at grundlaget for Bastard Cafés succes skal findes. Bo Thomasen beskriver selv sin årelange erfaring med Roskilde Festival som en vigtig faktor i hans arbejde med budskaber og frivillige. ”Vi fjernede ordet ’nørd’. Vi kan finde på at bruge det, når vi skal beskrive vores frivillige som de superseje eksperter, de er, men jeg ville aldrig kalde gæster det. De er bare mennesker, som nogle gange spiller brætspil, men også laver en masse andre ting. Vores hovedfokus er at få folk, der ikke nødvendigvis spiller, til at forstå, hvorfor det er interessant,” fortsætter han. ”Alle nørderne skal nok komme, finde ud af reglerne og gå i gang med at spille helt af sig selv. Vi antager, at de kommer, fordi det er deres felt – inde hos os er de kongerne og dronningerne. Men vi skal også have dem ind, der ikke spiller spil. Vores fornemste opgave er at få folk i alle generationer, der ikke aner noget om spil, ind på caféen. Udenforstående tænker jo overhovedet ikke nødvendigvis, at det er ufedt at være nørd – de er bare ikke rigtigt en del af det. Hvis du for eksempel er vokset op med fodboldkultur, dengang brætspillerne var nørder, er det lidt mærkeligt, for nu er brætspillerne blevet cool, og det er blevet sådan lidt farligt at gå over til dem.”

Et netværk af guruer

Den bedste måde at tiltrække nye mennesker på er ved at møde dem med andre mennesker, fastslår Bo Thomasen. Bastard Cafés fælleskab af frivillige fungerer som en stor hivemind fyldt med nørdet viden. ”Alle de frivillige skal være klar til at snakke med 6000 mennesker, der ikke fatter en bjælde af brætspil,” som han udtrykker det. ”Men når de så får lært nogen et brætspil, og de ender med at spille det, så er det superfedt for dem. Det giver ofte den her ’Du har ændret mit liv!’-fornemmelse. Hver gang jeg har en dårlig dag, kan jeg bare gå ind i baren og se på folk, der sidder og morer sig, eller lære dem et nyt spil.”

De frivillige skal være klar til at snakke med 6000 mennesker, der ikke fatter en bjælde af brætspil

Bo Thomasen beskriver Bastard Cafés spilguru-funktion som deres mest vellykkede tiltag, eftersom den personlige kontakt er den bedste åbning af brætspilsverdenen for udenforstående. Det, at der kommer en person og helt frivilligt bruger tid på folk, rykker bare ved noget. ”I Frankrig er der en stor frivilligkultur, mens amerikanerne og canadierne slet ikke forstår, hvordan man kan få folk til at arbejde for sig, hvis man ikke betaler dem. De fatter ikke, at de arbejder for sig selv. Det koster en fuldtidsstilling at have styr på de frivillige, så man skal virkelig ikke gøre det for at spare penge. Det er en forkert tanke. Man gør det for at lave et fællesskab. De første musikfestivaler kunne også kun eksistere i kraft af frivillighed. Hvis jeg droppede vores 60 frivillige og dermed eliminerede hele vores hivemind og i stedet ansatte fem af dem, ville vi miste hele kulturen og fællesskabet fuldstændigt,” fortæller han.

Bastard Café tilføjer konstant nye spil til samlingen. På deres Instagram-profil har netop meldt det populære Gloomhavens ankomst. Foto: Bastard Cafés Instagram

Når man besøger Bastard Café for første gang og ser hyldemeter efter hyldemeter proppet med brætspil, kan førstehåndsindtrykket let blive overvældende. Der er i skrivende stund næsten 3200 spil på caféens hylder, hvilket giver en stor ”Wow!”-faktor, men det kan også være panikfremkaldende for gæsterne. For hvor i alverden starter man, hvis man ikke ved noget som helst om spil? Et af de kneb, Bastard Café anvender for at nedbryde barrierer, er at gøre spil gratis tilgængelige for folk (man skal normalt betale for at spille caféens spil). Bagtanken her er at skabe et udvalg af spil, som folk kender eller let kan lære at kende, så de mærker, at der er noget for dem, som de uden besvær kan gå i gang med. Det er både lettilgængelige klassikere som Carcassonne, Catan, Backgammon og Uno – men også nyere spil som King of Tokyo, Azul og The Mind. Pudsigt nok kan Bo Thomasen fortælle, at caféen har 100 gratis spil – og at 80 procent af de mest spillede spil blandt deres 2700 spil skal findes blandt disse 100 spil. Det handler om at finde de rigtige spil til de rigtige folk.

Det grundlæggende paradoks

Selvom en god samling af lettilgængelige spil har hjulpet Bastard Café med at skabe et indbydende rum til nye spillere, så kæmper de stadig med visse dynamikker. Det mest fundamentale problem er, som Bo Thomasen beskriver det, at brætspillere dybest set ikke har brug for flere mennesker. ”Vi snakker hele tiden om, at brætspil er en god måde at møde nye mennesker på. Det er en sandhed med modifikationer. Der er mange mennesker i byen, der ikke har særligt mange venner. Mange snakker engelsk, flytter hertil og finder ud af, at der er en form for fællesskab hernede.”

Bastard Cafés brætspilslejr på Roskilde Festival er blevet et fast tilløbsstykke.

“I teorien burde brætspillene være en rigtigt god vej ind i fællesskabet. Men danskerne er jo mærkelige. Hvis der ligger en mand og skriger derude på gaden, så vil man helst ikke blande sig, og vi kan også mærke herinde, at folk gemmer sig lidt for det nye og ukendte. Der sker ofte det, at folk begynder at mødes tit og til sidst mest ender med at møde de samme igen og igen herinde. Så gider de ikke at mødes med de nye og lukker sig i stedet om sig selv og deres lille gruppe. Vi skal som café og guruer hele tiden rundt og drive kiler ind for at fjerne klubstemningen og åbne op for de nye. Det er også derfor, at vi hele tiden siger nej til brætspilsklubber, der gerne vil være herinde. Vi vil ikke have en lukket klubstemning – vi har brug for en åben stemning. Det er ikke altid, at det lykkes for at skabe den, men det er grundtanken bag det hele.”

Brætspillene burde være en god vej ind i fællesskabet, men danskerne er jo mærkelige …

Bo Thomasen fortæller, at folk tit kommer ind på caféen sammen med andre. Hvis man kommer alene, skal man være meget uadvendt og spørge andre, om man må være med. Hvis man kan reglerne til et spil, folk gerne vil lære, er det en stor sællert, men hvis en gruppe pludselig skal have en nybegynder med til et spil, alle de andre kender, skal der først forklares regler, før de kan komme i gang, og personen skal hjælpes løbende gennem hele spillet. Det bliver en mere vanskelig social situation.

Mød folk i deres eget sprog

Bastard Café forsøgte sig i en overgang med ”Looking for Players”-skilte, som man kunne stille på bordene, men de virkede ikke efter hensigten. Hvis der sad én person med sådan et skilt på bordet og et spil sat op og parat til at blive spillet, signalerede man mest, at man manglede venner. Og selvom skiltene mest var tiltænkt grupper, brugte de dem stort set aldrig, eftersom tre personer altid kan få et eller andet spil op at køre uden at have andre med. Omvendt har deres ”Monday Matchup”-arrangementer været ganske effektive. Her kan man komme, hvis man ikke har nogen at spille med, og caféens guruer sørger for at sætte folk sammen i grupper og få dem i gang med at spille. Det er et utroligt populært tiltag, som både skaber tilbagevendende gæster og nye guruer.

Bastardens spilguruer kan kendes på deres farverige T-shirts.

”Kig altid på fremmede, der står i døråbningen og ser sig omkring.” Bo Thomasen er gået i gang med at fortælle om mødet med nye spillere. ”Gå over til dem, og spørg, hvor lang tid de har, og hvad de har spillet før. ’Game of Thrones.’ ’Jeg har ikke spillet noget.’ Tag udgangspunkt i den laveste fællesnævner, og hav Fingerspitzengefühl for situationen. Spørg, hvilke spil de godt kan lide. Prøv at vinkle det i retning af spil, der indeholder elementer, de kender, men som lige har lidt ekstra.” Bo Thomasen forklarer, at det har taget utroligt lang tid for alle Bastard Cafés folk at blive bevidste om lingoen. Det handler om at fjerne al fagsnak, og det er svært, når brætspil er så stor en del af deres liv. ”’Deckbuilding.’ ’eurogames.’ Folk fatter ingenting, og man skal være virkeligt omhyggelig, når man kommunikerer med dem. Mennesker trækker sig let fra samtaler for at undgå at føle sig dumme. Hvis formidleren har en reel interesse i at overbringe et budskab, gælder det om at møde personen i hans eller hendes eget sprog.”

Brætspil og dates

Interessant nok bliver Bastard Café besøgt af flere kvinder end mænd. Sådan har det været lige siden omkring et halvt år efter caféens start, fortæller Bo Thomasen. ”Det ville man aldrig have set for 20 år siden. Jeg var på min første Fastaval i 1993. Der var 600 dudes og tre kvinder – og alle kendte de tre kvinder. I dag er det meget anderledes. Det er jo en grundlæggende misforståelse, at kvinder ikke spiller. Det at sidde omkring et spil er jo en ramme for interaktion – man sidder og hygger og snakker, og så ligger der et spil samtidig. Kvinderne er ofte mere snakkesalige og har typisk større behov for at socialisere på caféer – det er min betragtning – og hvis man sørger for at lave hyggelige omgivelser, hvor de både kan snakke og spille og backstabbe hinanden, så fungerer det bare. Vi har aldrig oplevet, at vi har skullet tænke over køn og i ’nu skal der også være noget til kvinderne’-baner.”

Bo Thomasen fortæller, at dates ofte sidder og spiller Ego-kort – en god måde at lære hinanden at kende på.

Kvinde-sidesporet fører naturligt samtalen i retning af dates, for jeg har ladet mig fortælle, at Bastard Café danner rammen om forbløffende mange stævnemøder. Det kan Bo Thomasen bekræfte: ”I starten tænkte jeg slet ikke på brætspil som dating-materiale. Det var en virkeligt stor forglemmelse. Vi ser det ofte, særligt på hverdagene. Der kommer rigtigt mange par, der har mødt hinanden på Tinder og skal ud sammen for første gang. Det er let for os at genkende ud fra, hvem der betaler, og hvordan de opfører sig. Langt de fleste af dem sætter sig og spiller Backgammon eller Ludo – eller Ego, som jo er meget velegnet til dates. Så tænker man ’De skal da lære nogle nye spil!’ Men det her er næsten det dårligst tænkelige tidspunkt at lære dem nye spil på, for spillet er bare en ramme for deres møde. De prøver bare at lære hinanden at kende uden at fucke op. Hvis det er helt normale mennesker, der ikke har spillet så meget andet, er det ikke lige dér, hvor vi skal komme rendende og pitche en masse nye spil.”

Det kan være vanskeligt at stå oppe i baren og se, hvad folk spiller på dates, uden at blande sig, medgiver Bo Thomasen. Men nogle gange bliver man også bare overrasket. ”Vi havde et par, der sad og spillede skak. Det mest tørre og kompetitive spil, der findes. De kendte ikke hinanden godt. Efter fire timer blev det mere og mere intenst, og de endte med at sidde og snave frem til det punkt, hvor de smuttede, lige før det endte med direkte samleje. Det havde jeg ikke set med skak før! Man skal passe på med at sætte folk i bås og antage noget om dem. De var begge to ekstremt tændte på one-on-one-kampen og ville bare måle intellekter og udrydde hinanden.”

Spil som fælles referencepunkt

Bastard Cafés hylder bugner af næsten 3000 spil. Her står Bo Thomasen med sin favorit Agricola. Foto: Morten Skovgaard

De gange, hvor Bo Thomasen har blandet sig i dates på caféen, har det næsten altid været i forbindelse med RISK: ”For mange fyre er spillet et referencepunkt fra deres barndom i halvfemserne, og så slæber de frem, fordi de har haft rigtigt mange gode oplevelser sammen med gutterne og gerne vil dele glæden med hende. Men det er for det første ikke et topersoners-spil, og hvorfor vil man dog spille et spil, der kan risikere at vare i fem timer? Så hellere Ludo, Ego eller quizspil. Men man skal virkelig kende sin date, før man tager vidensspil frem, for man risikerer let at ydmyge den anden. Vi har tænkt på at lave en oversigt, der hjælper folk på date. ’Hey, er du på date? Her er en række spil, der er gode til to personer’,” griner Bo Thomasen. ”Jeg smider næsten altid Patchwork i hovedet på folk. Reglerne kan forklares lynhurtigt, og jeg har hooket rigtigt mange par på det. Det er selvfølgelig fesent, at det handler om at lave et tæppe, men det betyder mindre, når folk bare hygger sig med det. Spillet giver en tryg ramme, man kan sætte fremmede mennesker sammen i. De kan lege sammen, og så er det slut. Det er også derfor, at det fungerer godt til dates. Det udgør et fælles tredje –  et referencepunkt, som fjerner akavetheden.

Brætspil udgør et fælles tredje –  et referencepunkt, som fjerner akavetheden.

Vores samtale er snart forbi, og Bo Thomasen vender tilbage til den oprindelige pointe om at udbrede kendskabet til spil. For i den ligger også et grundlæggende paradoks for folkene på Bastard Caféen: Caféens gæster og guruer deler ikke nødvendigvis denne målsætning. De går ofte mest af alt bare op i at hygge sig. Og det kan nogle gange være svært at få folk til at dele ud af deres viden og lukke andre ind. ”Det er en iboende ting i spilentusiaster: Man har noget kapital, når man er ekspert. Jo mere man giver væk af den, jo mere mister man sin værdi, for så bliver alle andre også eksperter. Men man er nødt til at frigive noget af sin autoritet, for at andre kan være med. Den dynamik er altid lidt i spil i vores samtaler – vi skal altid være åbne. Det er her, at vi kan mærke en stor forskel på for eksempel liverollespillere og brætspillere. Førstnævnte laver kæmpestore arrangementer med mange mennesker og er vant til at tale til folk. Brætspil er til små grupper af mennesker, og det er jo dybest set unaturligt, at vi som café vil have så mange som muligt til at komme og spille. Det er en konstant udfordring at arbejde med. Jeg påstår ikke, at jeg har fundet den Gyldne Løsning(TM), for jeg kan hele tiden se, hvor vi ikke gør det godt nok.”