INDLÆSER

Skriv for at søge

Del

Frank Herberts gamle roman Dune fra 1965 står stadig for mange science fiction-fans som et af de allerbedste værker, der nogensinde er skrevet i genren. Fortællingen om den mystiske ørkenplanet Arrakis – “Dune” – med det mageløse krydderi, der blandt andet giver menneskeheden evnen til at rejse i rummet blot ved tankens kraft, og dens kolossale orme og farlige sandstorme, er et fantastisk detaljeret og spændende fiktionsunivers.

Ud over en række romanfortsættelser fra både Herbert selv og langt senere, efter hans død, fra sønnen Brian Herbert har Dune dannet forlæg for både David Lynch’ omdiskuterede kultfilm fra 1984, flere computerspil og en BBC-tv-serie – og ikke mindst brætspil. Avalon Hills originale Dune-brætspil fra 1979 er stadig i dag, hele 39 år senere, en fremragende spiloplevelse, og flere fans har gennem tiden demonstreret deres store kærlighed til spillet ved at designe flotte nye bræt, brikker, kort og regler til det.

Parker Brothers udgav i 1984 en særudgave af Dune med Sting på forsiden i forbindelse med Lynch-filmen, som musikeren medvirkede i.

Det er dog alligevel en kæmpestor nyhed for alle Dune-fans, at der i forbindelse med Legendary Entertainment og filminstruktøren Denis Villeneuves kommende filmatisering i 2020 også bliver udgivet helt nye bræt- og rollespil baseret på Dune-universet. Bag de nye udgivelser står Gale Force Nine, som med succes tidligere har omdannet tv-serien Firefly til brætspilsform, og ifølge deres pressemeddelelse vil de nye spil trække på hele Dune-universet og ikke kun den første bog (som Villeneuve regner med at dele op i to film). Det første af de nye spil, som bliver et rollespil, forventes udgivet allerede til næste år, og firmaet følger senere op med både bræt- og miniaturespil – herligt nyt til alle spilelskere!

Man kommer ikke uden om Jodorowsky

Det helt store spørgsmål for alle inkarnerede Dune-fans er nok, hvor meget både den nye film og de nye spil kommer til at låne fra filminstruktøren Alejandro Jodowskis utroligt ambitiøse Dune-filmatisering, som aldrig blev til noget. Filmen beskrives typisk som ”den bedste sci-fi-film, der aldrig nogensinde blev lavet”: Pink Floyd skulle have produceret soundtracket til den ti timer lange affære, mens Alien-ophavsmanden H.R. Giger var gået i gang med at designe kulisser, og tegneserietegneren Jean Giraud nåede at lave adskillige fantastisk flotte og detaljerede storyboards til filmen tilbage i midten af 1970’erne. Projektet blev desværre aldrig realiseret, da hverken Hollywood eller investorer troede på det, og det eksisterer i dag kun i form af den fremragende dokumentarfilm Jodorowsky’s Dune.

Konceptmaterialet til Jorodowskys kuldsejlede Dune-film er intet mindre en fantastisk flot.

Samtidig er det også oplagt at håbe, at det gamle Dune-brætspil bliver genudgivet i forbindelse med dets 40-års jubilæum i 2019. Udfordringen her er imidlertid, at det kræver et samarbejde med konkurrenten Fantasy Flight Games, der ejer rettighederne til spillets mekanik, som de har licenseret fra de oprindelige designere, Future Pastimes. Det kunne være en smuk gestus – særligt eftersom det gamle spil i dag er sjældent og derfor næsten kun bliver solgt til høj pris på onlineauktioner.

 

 

 

 

Tags:

1 Comments

  1. K 23/08/2018

    Awesomesauce!

    Svar

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *