Slay The Spire: Fængende og fængslende digitalt kortspil

Vælg din helt, og begiv dig ind i det mørke bjerg for at kæmpe dig gennem horder af monstre og nå helt op til tops, hvor boss-monsteret og store belønninger venter. Præmissen for computerspillet Slay The Spire er meget enkel og lyder på overfladen som noget, vi har oplevet hundredvis af gange før. Så hvorfor er det lige, at øjenbrynene bør løfte sig over det? Fordi spillet i skrivende stund har over 15.500 anmeldelser på onlineplatformen Steam, som i gennemsnit giver det karakteren 10/10 – og så er det endda indtil videre kun ude i en ufærdig ”Early Access”-form. Og spillerne tager ikke fejl – det er et fremragende spil.

De tre hjørnesten

For at forstå, hvad Slay The Spire helt præcist er for et spil, og hvorfor det er så umanérligt fremragende, skal man først have styr på de tre begreber, der beskriver det bedst: ”dungeoncrawling”, ”deckbuilding” og ”roguelike”.

Dungeoncrawling er en klassisk disciplin i spillenes verden. Typisk dækker det spiloplevelser, hvor man skal kæmpe sig igennem endeløse underjordiske labyrinter af gange, grotter og huler fyldt med monstre og skatte. Målet er som regel at gøre sin helt så stærk som muligt ved at tæske så mange fjender, man kan opdrive, og samle bedre og bedre udstyr undervejs. Diablo-spillene er stadig referencespillene i denne genre, som igennem årene er blevet overbefolket med lignende spil.

Deckbuilding er den ædle kunst at opbygge en effektiv samling af kort i kortbaserede spil. Her afgøres éns handlemuligheder og evner af de kort, man har på hånden og i den bunke, man trækker fra. I deckbuilding-spil gælder det om at optimere de kort, man har til rådighed, så de kan kombineres effektivt, og så man har modsvar til alle de situationer, man bliver udsat for i kampe. Et af de vel nok bedst kendte deckbuilding-spil – og det spil, der ofte tilskrives æren for at have startet denne spilgenre – er kortspillet Dominion.

Roguelikes er en helt særlig undergenre af rollespil, hvor man spiller på tilfældigt genererede baner, der strækker sig i det uendelige, indtil man dør – hvilket sker permanent i disse spil. Ikke nogen gemte spil eller kontrolpunkter, man kan fortsætte fra: Man mister alt, når det går galt, også selvom man har spillet i timevis. Genren er opkaldt efter det ældgamle spil Rogue fra 1980, og et af de mest vellykkede roguelikes i nyere tid er det fænomenale rumspil FTL: Faster Than Light.

Dermed er de tre hjørnesten i det herlige lille spil Slay The Spire opridset: Her skal man kæmpe sig gennem monstre og andre udfordringer for at overvinde det første bjerg – hvorefter man bevæger sig videre til et nyt og sværere bjerg, og så fremdeles. Man starter med et begrænset sæt kort til rådighed, som man hurtigt begynder at udvide, når man vinder over monstre, køber ind hos handlende eller bliver belønnet undervejs. Man kæmper til sidste blodsdråbe, og når man til sidst bukker under for en stærkere fjende, er det hele forbi, og man må starte helt forfra igen.

Slay The Spire giver en elegant introduktion til deckbuilding-genren.

Hurtigt, let og ligetil

Heldigvis låser man løbende op for nye kort, figurer og andre elementer, som man får lov til at beholde, ved at spille Slay The Spire, som selv for komplet udenforstående er fuldstændigt ligetil og underholdende lige fra den allerførste kamp. Det er en helt særlig bedrift, spillets relativt obskure undergenre taget i betragtning, for der er masser af ting ved deckbuilding, der kan afskrække nybegyndere. Kunstgrebet i Slay The Spire er, at man ikke skal bruge timevis på at sidde og analysere sine kortkombinationer og overveje et utal af faktorer og statistiske udfald, før man kaster sig ud i kamp. Her skal man i højere grad improvisere med de redskaber, man har til rådighed i de enkelte kampe – det udvalg af kort, der bliver trukket tilfældigt fra éns samling i hver kamprunde. Når man er færdig med runden, bliver ubenyttede kort kasseret, og man trækker helt nye til næste runde, så heller ikke her bliver man ramt af analyseparalyse over, hvad man skal gemme, og hvad sandsynligheden er for, at man i runden efter trækker et bestemt kort, der passer godt til valget.

Spillere med masser af deckbuilding-erfaring vil omvendt værdsætte den smarte detalje, at det koster penge at skille sig af med kort. Jo stærkere ens helt bliver, jo mere ineffektive vil de første kort, man aldrig har fået opgraderet, blive, og man vil derfor forsøge at styrke sin samling ved at komme af med dem. Ved at gøre det umuligt bare at kassere dem efter forgodtbefindende skaber Slay The Spire et fint ekstra element af udfordring, fordi man lige fra starten skal planlægge langsigtet og ikke bare hælde så mange nye kort som muligt i samlingen for at spille optimalt. Det er godt tænkt.

Stor dybde og opfindsomhed

Kamp i Slay The Spire er uhyre simpelt: Spil kort fra din hånd for at bruge dine evner.

Der er fuldstændigt styr på spilmekanikkerne i Slay The Spire, som rammer en nærmest perfekt balance mellem lettilgængelighed og meget stor dybde. Rent grafisk er spillet meget simpelt bygget op og på den meget statiske side: Kombattanterne står i hver sin side af skærmen, men der er ikke brugt unødigt krudt på flotte kampanimationer. I stedet får man på ganske spartansk vis serveret resultaterne af de kort, der spilles, med tal for den skade, man forvolder, og ikoner og lidt tekst for forskellige effekter. Mere behøves der faktisk ikke for at skabe en både fængslende og vanedannende spiloplevelse – og så er det et klart plus, at spillets monstre bestemt ikke er plukket fra den nederste hylde i supermarkedet med fantasy-klichéer. Snarere end den sædvanlige hær af fantasiforladte rotter, zombier og gobliner, man typisk skal vade igennem i genren, møder man her et utal af kulørte, skæve og skøre fjender, lige fra svampeuhyrer og slangeplanter til tossede gremliner og gustne slimklatter.

Slay The Spire er et virkeligt forfriskende spil i en genre med alt for mange kopier og alt for få originaler. Man skal ikke lade sig narre af den umiddelbart skrabede overflade, for her gemmer sig en unik spiloplevelse af de helt store, som slet ikke kan anbefales nok gange. Spillet kan indtil videre kun spilles på pc og Mac, men der er netop offentliggjort en version til Nintendos håndholdte Switch-konsol, som ventes udgivet i løbet af næste år.