Spider-Man: En fuldtræffer af et superheltespil!

Spider-Man har, lige så langt tilbage jeg kan huske, været en af mine absolutte yndlingssuperhelte. Da jeg første gang mødte denne forunderlige skabning i forlaget Winters gamle danskoversatte hæfter om ”Edderkoppen”, var jeg nok omkring seks år gammel. Det var i 1980, små 40 år siden. Jeg var fuldkommen opslugt af de fantastiske fortællinger om hans kampe mod forbrydere i New York. Det bedste ved superhelte, når man ikke er særligt gammel, er, at de ikke bare er fiktive figurer, men karrieremuligheder for et ungt og fantasifuldt sind. Jeg ville være Spider-Man! Både Marvel og DC havde et væld af fantastiske superhelte og -skurke, som jeg holdt utroligt meget af, da jeg var yngre, men den rapkæftede netsvinger har altid haft en særlig plads i mit hjerte.

Det er præcis denne indre, drømmende nørddreng, jeg netop har fået kontakt til igen efter endelig at have oplevet det ubestridt bedste Spider-Man-spil til dato. Det siger ikke i sig selv så meget, for Insomniac Games havde ikke nogen særligt tung arv at løfte med dette nye spil – for det er svært at pege på nogen særlige højdepunkter i det hav af Spider-Man-spil, der tidligere har været udgivet. Netop derfor er det skønt endelig at se den populære superhelt få det spil, han altid har fortjent.

Direkte til makronerne

Spider-Man springer direkte ind i den unge Peter Parkers liv i New York og er helt klart rettet mod dem, der kender ham og hans univers. Inden man har set sig om, har man både nået at arbejde sammen med dr. Otto Octavius i hans laboratorium, besøge tante May på hjemløseherberget, have akavede samtaler og sms-korrespondancer med Mary Jane og, selvfølgelig, netsvinge sig rundt i New York og tæske alt fra gemene indbrudstyve og bøller til vilde superskurke. Det er ganske befriende bare at kunne kaste sig direkte ud i løjerne og ikke skulle trækkes med en langgaber af en introduktion til det hele.

De effektive netskydere kan bruges til alt fra bevægelse til kamp.

Det største umiddelbare kritikpunkt er, at spillets åbne verden ikke er særligt interessant. Der er en lang række sidemissioner til rådighed, men de er sjældent særligt spændende, og mange af aktiviteterne består af at reparere radiotårne, finde gamle rygsække med minder og lignende trivielle ting. Det er præcis samme form for ligegyldigt fyld, der også plager mange andre spil af samme type, og Spider-Man er hverken værre eller bedre end de fleste på dette område. Heldigvis kan man i vid udstrækning bare holde sig til den glimrende historie og blæse på alt det andet, hvis man ikke gider alle distraktionerne. Det er imidlertid værd at bemærke, at man får masser af ekstra muligheder for at opgradere både sin dragt og sine evner i løbet af spillet, hvis man ulejliger sig med alt biindholdet. Hvis det på et tidspunkt bliver for svært at komme videre i historien, kan det anbefales at tage nogle afstikkere for blive lidt stærkere.

Stor visuel fornøjelse

Det er først og fremmest i den visuelle afdeling, at Spider-Man imponerer lige fra det allerførste skærmbillede. Insomniacs stiliserede version af New York kombineret med den fantastisk flotte realisering af Spider-Man-figuren er utroligt stemningsskabende. Indlæsningsskærmene med knivskarpe billeder af Spidey i klassiske heltepositurer er en sand fryd for øjet, og animationerne af den adrætte helt er helt igennem mageløse. Spilmæssigt minder oplevelsen om både Assassin’s Creed- og Batman: Arkham-serierne, men der er langt mere ”oomph” i både bevægelser og kampe her. Tyngde, bevægelse og sammenstød mærkes på den helt rigtige måde.

Det er skønt, at Spider-Man får det spil, han altid har fortjent

Det kan ofte være plagsomt og kedeligt at skulle bevæge sig frem og tilbage gennem store åbne storbymiljøer i computerspil, men her er det en rendyrket fornøjelse. Spider-Man skifter helt flydende mellem atletisk parkourløb hen over skyskraberfacader, vilde spring ud over travle gader og de karakteristiske netsving fra bygning til bygning. Styringen fungerer nærmest perfekt, og frustrationsfaktoren er forbløffende lav, fordi Spidey konstant laver lækre moves, uanset hvordan man rammer forhindringer. Det er helt rigtigt set af udviklerne at gøre denne del af spillet så visuelt attraktiv og lettilgængelig for at bevare fornemmelsen af at spille en superhelt. Illusionen ville hurtigt briste, hvis man hele tiden faldt ned fra bygninger på grund af forkert timede spring.

Effektfulde kampe

Spider-Mans hyperatletiske kampstil er fanget næsten perfekt i spillet.

Det er også en udsøgt fornøjelse at opleve Spider-Man i kamp, hvilket unægtelig er spillets hovedelement. Alle de velfortjente slag og spark leveres så skarpt og hårdt, at man nærmest gyser af fryd i starten. Blandt alle action/adventure-spillene er Shadow of Mordor stadig den ukronede konge, når det gælder bunkekamp mod flere modstandere ad gangen, men Spider-Man kommer tæt på: Det er gennemført tilfredsstillende at kaste sig rundt og uddele tørre tæsk midt inde i en stor flok bøller, og kampene mod alle Spider-Mans nemesis-fjender fra tegneserierne (vi møder de fleste af dem i løbet af spillet) er så tilpas unikke, at man skal stramme sig an hver eneste gang. Allerede i starten af spillet ryger man i totterne på Wilson Fisk og får hans hårdtslående gorilla-kampstil at føle. Efter dén kamp ved man, at skurkene ikke mener det for sjov, og man er godt oppe på dupperne, hver eneste gang man efterfølgende møder de tunge drenge.

Men også helt almindelige forbrydere kan volde problemer, hvis der er nok af dem. Her får man den helt rigtige tegneserie-agtige fornemmelse, når man koreograferer sin egen voldsballet: KAPOW! THWIP! THWIP! Én får en uppercut, så han flyver langt væk, og en anden bliver klistret fast til en mur med nettet. SWOOOSH! THWAK! Man glider elegant mellem benene på den store bølle med baseballbattet og sparker den anden bag ham lige i hovedet. BLAM! BLAM! BLAM! BLAM! WHAM! Med en baglæns salto undgår man en skudsalve fra en maskinpistol, og mens man hænger på hovedet i luften, affyrer man netskyderne mod skytten og trækker sig med et hårdt ryk over mod ham og planter begge fodsåler lige i masken på ham. Det er aldeles pragtfuld underholdning!

Humoren er lige i øjet

Man bliver nærmest helt nyforelsket i Spider-Man efter denne spioplevelse.

Det er ikke blot i animationerne, at Spider-Man-figuren er ramt fantastisk godt i det nye spil. Hans kendetegnende humor er heldigvis også bevaret i det udmærkede manuskript. Vitserne kammer aldrig over og bliver for meget, men er doseret ganske fint igennem spillet og lander ofte med lige så stor kraft som slag og spark i kampene. Der findes utroligt mange vrantne og selvoptagede spilhelte i alle tidens andre populære spil – God of War, Assassin’s Creed, Batman osv. – og den friske og frejdige Spider-Man er et særdeles velkomment afbræk fra den lange række af mugne, humorforladte spilhovedpersoner, vi normalt skal trækkes med. Det er heller ikke noget tilfælde, at lige netop Insomniac Games rammer plet med humoren. De står nemlig også bag den gamle og forrygende morsomme Ratchet & Clank-spilserie, så arbejdet med Spider-Man-vitserne lå lige til højrebenet for dem.

Både Marvel og Insomniac kan med rette være stolte af denne nye fortolkning af den populære superhelt. Spider-Man er en stramt designet og vældigt underholdende oplevelse hele vejen igennem, og så er det først og fremmest et banebrydende superheltespil. Efter denne veloverståede lakmusprøve kan man let forestille sig et væld af andre tegneseriefigurer få samme behandling, så computerspillene og superheltene endelig kan blive forenet på tilfredsstillende vis. En kæmpestor anbefaling herfra til alle, der elsker superhelte og gode actionspil. Det bliver ikke meget bedre.