INDLÆSER

Skriv for at søge

Cthulhu: Death May Die finansieret med mere end 1000%

Del

Brætspiludgiveren CoolMiniOrNot (CMON) er med en række uhyre vellykkede spilprojekter og dygtig brug af Kickstarter steget til tops og blevet et af de firmaer, der får alle til at stoppe og kigge godt efter, hver gang de udgiver noget nyt. Da CMON for noget tid siden offentligjorde et længe ventet samarbejde mellem spiludviklerne Eric Lang (Chaos in the Old World, Blood Rage) og Rob Daviau (Betrayal at House On the Hill, Pandemic Legacy) om et spil baseret på Cthulhu-licensen – Cthulhu: Death May Die – var der ikke et øje tørt blandt fans. Forventningerne til spilprojektet var på kogepunktet, da Kickstarter-kampagnen blev sat i gang for to uger siden – og med lige godt 14,5 millioner kroner opnået (mere end ti gange det efterspurgte produktionsbeløb på 1.275.000 kr.) er endnu en CMON-salgssucces i hus.

Det har dog ikke været uden murren i krogene, for da det inden for de første minutter og timer efter kampagnens start stod klart, at der kun var et stærkt begrænset antal R’lyeh Rising-pledges – den dyre version af spillet til 220 dollar (120 dollar mere end basis-pledgen), hvor man får en koloenorm Cthulhu-figur (og her menes der virkelig koloenorm!) med – genlød et angstfuldt kollektivt nørd-ramaskrig af en anden verden. CMON forsøgte ihærdigt at følge med den efterspørgsel, de tydeligvis havde undervurderet voldsomt, ved at tilbyde bølge efter bølge af nye R’lyeh Rising-pledges, men lige meget hjalp det, for med stigende priser – op til 250 dollar, hvor prislejet endte – og længere og længere tids forsinkelse på modtagelsen af figuren var folkets vrede vakt.

Klar fejlvurdering af efterspørgslen

Den kolossale Cthulhu-figur til Cthulhu: Death May Die. Gad vide, hvor mange skilsmissesager den ender med at blive fremlagt som bevis i?

CMON havde helt klart sovet i timen – både ved fuldstændigt at fejlanalysere Cthulhu-figurens (indlysende, skulle man synes …) store popularitet og ved ikke hurtigt nok at engagere sig ordentligt med brugerne for at dæmpe shitstormen på både Facebook- og Kickstarter-siderne for spillet. Efter et par dage bragte de en udmærket forklaring på de forhøjede produktionspriser og den forsinkede leveringstid på kæmpefiguren – men nok desværre for sent til at vende folkestemningen om blandt dem, der tordnede løs mod betalingsstrukturen for spillet.

Cthulhu: Death May Die ligner på papiret et mægtigt interessant spil for alle Cthulhu-fans – også selvom markedet ikke just mangler gode spil baseret på licensen. Eric Lang har lige siden mesterværket Chaos In the Old World været en spildesigner, man bør følge – ikke mindst mindst på grund af hans seneste spil, det fremragende Rising Sun –  og Rob Daviau har introduceret mange spændende idéer til brætspillene i de seneste år med blandt andet sit Legacy-koncept. Om Cthulhu: Death May Die ender med at blive CMON’s svar på Fantasy Flight Games’ Mansions of Madness, eller om det ender som et anonymt “Ameritrash”-licensspil, er dog endnu for tidligt at spå om …

 

Tags:

Måske kan du også lide

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *