Brætspillet Eclipse har i mange år været et af markedets bedste rumspil og ligger p.t. på en pæn 33.-plads på Boardgamegeek.com. Spillet beskrives bedst som en meget kortere version af genrens store referencespil Twilight Imperium – ikke fordi det på nogen måde står tilbage for denne klassiker, men fordi et helt spil Eclipse rent faktisk kan spilles på en enkelt aften og ikke kræver flere dage. Eclipse emmer af herlig space opera-stemning med avancerede interstellare civilisationer, der i bedste Master of Orion-stil udforsker nye solsystemer, forsker i teknologi, bygger rumskibe og fører krig mod hinanden.
Den finske spildesigner Touko Tahkokallio udgav den første version af Eclipse i 2011, og den helt nye og opdaterede version er for længst finansieret med en stadig igangværende Kickstarter-kampagne. Eclipse: Second Dawn for the Galaxy er en fuldt revideret og opdateret version af grundspillet med nye komponenter og materiale fra tidligere udvidelser indbygget, alt sammen baseret på feedback fra spillerne – se flere detaljer her.
For 99 dollar får man Terran-basispakken, som indeholder grundspillet og alle blå stretch goals fra Kickstarter-kampagnen. Ikke overraskende har langt størsteparten af backerne (inklusive undertegnede) valgt Galactic Counselor-pakken til 149 dollar, som indeholder grundspillet, udvidelsen Worlds Afar, Human Ship Pack Upgrade (med 108 lækre rumskibe til Human-fraktionen i spillet) samt alle gyldne stretch goals.
Eclipse: Second Dawn for the Galaxy ventes klar til marts 2019 og udgives af Lautapelit. Der er i skrivende stund fire dage tilbage af Kickstarter-kampagnen.