The Mind: En udfordrende og underholdende hjernevrider

Det lille kortspil The Mind syner ved første øjekast ikke af ret meget – men det er ikke for ingenting, at det var kandidat til den tyske Spiel Des Jahres-brætspilspris i år, for bag den simple overflade lurer forbløffende stor dybde. Og lad mig til at begynde med helt affærdige de kritikere, der påstår, at The Mind ”ikke er et spil”, for det er det hævet over enhver tvivl – men med dét sagt kan man samtidig også konstatere, at det tilsyneladende deler vandene derude.

The Mind er baseret på en stabel kort nummereret fra 1 til 100. Spillerne skal arbejde sammen om i hver af spillets op til ti runder (afhængigt af antallet af spillere) at placere det laveste tal først og det højeste tal sidst blandt de kort, de i fællesskab har på hånden. I første runde kunne fire spillere for eksempel sidde med tallene 95, 27, 66 og 5 på hånden, og så gælder det om at placere dem på bordet i den korrekte rækkefølge – 5, 27, 66 og 95. Nemt nok, ikke? Bestemt! Hvis det altså bare var tilladt at tale sammen undervejs, og hvis man vidste, hvilke kort de andre har på hånden …

Hvis man nu bare måtte sige noget …

Den bærende spilmekanik i The Mind er, at spillerne ikke må sige noget, mens de forsøger at placere talkortene i den rigtige rækkefølge; man kan ikke se, hvilke kort de andre spillere har på hånden, og al kommunikation foregår gennem kropssprog. Sidder du med 5’er-kortet? Så er det nok en god idé at holde det hurtigt frem mod midten af bordet for at signalere, at du sidder med et lavt tal, du er virkeligt klar til at placere, mens du kigger de andre spillere dybt i øjnene. Hende, der læner sig tilbage og kigger væk, har formentlig ikke nogen kort, der skal placeres lige foreløbig – men hvad med ham, der også holder et kort frem og kigger smådesperat på dig? Sidder han med noget lavere end en 5’er, eller er han bare bange for ikke at få placeret for eksempel en 10’er i tide?

Det er her, man håber på, at de andre spillere ikke sidder med 21, 22, 25, 26 eller 28 …

Hver gang en spiller sidder med et talkort tilbage på hånden, der er lavere end ét, der bliver lagt af en anden spiller, mister gruppen et liv – og spillet kan blive en meget kort affære for grupper, der ikke kan finde ud af at læse hinandens kropssprog. Klarer man runde 1, starter runde 2, hvor hver spiller får to kort – helt frem til den benhårde sidste runde (12 for to spillere, 10 for tre spillere og 8 for fire spillere), hvor spillere til sammen har et væld af kort, der skal lægges ned i den rigtige rækkefølge.

Det er nervepirrende, ofte hylemorsomt og fantastisk tilfredsstillende, når det på nærmest telepatisk vis lykkes for gruppen at lægge en række talkort i et meget snævert interval præcist – og på den anden side er “Ååååårh!”-nederlagsråbene også virkeligt dybfølte, når man skyder totalt forbi hinanden. The Mind er på den måde fyldt med sjove og mindeværdige øjeblikke.

Social synkronisering

Et meget begrænset antal kort med kastestjerner (Bare fordi kastestjerner er fede? Det vides ikke helt …) er til rådighed til de virkeligt pressede situationer, hvor der går total hårdknude i den. Ved at bruge en af dem får hver spiller lov til at smide og annullere deres laveste kort – hvis gruppen for eksempel er helt blank på, hvem der har det laveste kort – og komme videre til de næste kort på hånden, som forhåbentlig er lettere at lægge.

“The Mind er fyldt med sjove og mindeværdige øjeblikke”

Det er ikke så mærkeligt, at The Mind for nogle kan virke som en temmelig polariserende spiloplevelse. Hvis man spiller spillet ”rigtigt” og for eksempel ikke begynder at finde på usagte ledetråde, særlige gestikuleringer og andre hjælpemidler, er det helt utroligt underholdende. Man kan vitterligt befinde sig helt på herrens mark, når for eksempel fire spillere uden nogen kastestjerner tilbage sidder og signalerer, at de rigtigt gerne vil placere for eksempel tallene 20, 23, 24 og 27, mens de febrilsk forsøger at aflure, hvem der har det laveste kort. Ligeledes er det også rigtigt sjovt i den anden ende, når flere spillere sidder med kort langt oppe i 90’erne og tavst forsøger at overbevise hinanden om, at de i hvert fald har det højeste kort. Og hvis en af dem endda sidder med 100-kortet, går der virkelig sport i at vise ekstremt uengageret kropssprog (det virker som regel at gå på toilettet eller lægge sig hen på sofaen …) og vente med ukuelig tålmodighed.

Tårnhøj underholdningsværdi

En dygtig gruppe spillere vil inden længe udvikle en form for ”socialt ur”, hvor de en lidt abstrakt fælles tidsfornemmelse, der styrer, hvornår folk synes, at de er tæt på at kunne lægge det tal, de sidder med. Det er synkroniseringen af dette kollektive ur, der er kunsten i spillet, hvis man vil nå op på de højeste niveauer – vel at mærke uden at man aftaler sig frem til specifikke taktslag, sidder og tæller på fingrene eller andet.

Sidder du med 100-kortet, kan du godt finde det afvisende kropssprog frem.

Omvendt kan The Mind sikkert også udvikle sig til en virkeligt frustrerende oplevelse, hvis man enten prøver at spille det med folk, der enten ikke forstår eller bryder sig om abstrakte sociale spilmekanikker, eller hvis folk bare ender med at blive for irriterede over, at deres ikke-sproglige kommunikation er for ineffektiv. Det skorter i hvert fald ikke på beretninger om sådanne situationer fra spillere, der bestemt ikke er solgt på spiloplevelsen. The Mind er ikke desto mindre det oplagte spil for alle, der søger et lettilgængeligt socialt spil med både tårnhøj underholdningsværdi og stor dybde.