INDLÆSER

Skriv for at søge

“Ingen voldelige spil ved OL,” siger IOC-chef

Del

Man har i esport-kredse presset på i årevis for at få computerspillene på disciplinlisten ved De Olympiske Lege, og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) anerkendte sidste år esport som en sportsaktivitet. Der vil også blive uddelt esport-medaljer ved Asian Games i 2022, og det har været på tale at inkludere esport som en demonstrationssport ved OL i Paris i 2024. Men noget tyder på, at vi måske kommer til at vente i en rum tid endnu, før vi får esport at se ved OL. IOC’s præsident Thomas Bach udtalte nemlig for nylig på et pressemøde i forbindelse med årets Asian Games i Indonesien, at computerspillene skal leve op til en række krav, før de kan anerkendes som olympisk sportsgren.

“Vi kan ikke have sportsgrene/spil i det olympiske program, der opfordrer til vold eller diskrimination. Såkaldte dræberspil. Vi ser dem som en modsætning til de olympiske værdier, og vi kan derfor ikke acceptere dem,” fortæller Bach til The Associated Press. IOC har i nogen tid diskuteret muligheden for at indlemme esport i olympiaderne, blandt andet på et stort esport-forum i juli, hvor over 150 personer fra esport-branchen var inviteret til et møde rettet mod at bygge bro mellem esport og OL. Bach har selv tidligere vundet en guldmedalje i fægtning og påpeger, at selvom mange sportsgrene har rod i rigtige kampe, så er sportsversionerne af dem civiliserede udgaver af kampen. Det mener han ikke er tilfældet i computerspillene.

Fundamentale problemer

De Olympiske Lege har altid været rettet mod fysiske kraftpræstationer i gængs forstand og indeholder ikke for eksempel skak eller dart (førstnævnte blev dog foreslået til OL i 2020, men fik afslag), der ellers er mentalt og udholdenhedsmæssigt krævende. Diskussionen går typisk på, om olympiske sportsgrene udelukkende skal vælges ud fra de rent fysiske aspekter, eller om man også skal vægte de andre kendetegn ved sport højt, såsom disciplin, koncentration, holdsamarbejde osv. Derudover er det også relevant at diskutere seerfaktoren: Er det noget, folk gider at se på ude i stuerne? Hvis man spørger flere generationer af unge computerspilfans, er svaret et rungende ”ja”.

Ingen voldelige spil ved OL

IOC-president Thomas Bach afviser voldelige spil ved OL.

Til trods for, at forskellige firmaer og aktører i esport-branchen hvert år afholder store og velbesøgte arrangementer med kolossale sponsorbeløb i ryggen, er en yderligere modning af computerspillene formentlig påkrævet, før de olympiske målsætninger kan opfyldes, og de en dag kan passere gennem nåleøjet. Én ting er overvægten af voldsbaserede spil (med FIFA, Hearthstone og Rocket League som nogle af de få undtagelser), og en anden er selve spillerne og de fællesskaber, de kommer fra. Flere spilfællesskaber er plaget af fundamentale problemer, lige fra manglende respekt for kvinder til homofobi, som i sig selv burde diskvalificere dem fra olympisk deltagelse. Særligt Blizzard har haft et farligt hyr med deres Overwatch League, som har problemer med dårlige forbilleder blandt både de professionelle spillere, kommentatorer og streamere til trods for Blizzards gentagne forsøg på at disciplinere dem.

Hvordan forenes de to verdener?

Counter-Strike er formentlig et af de spil, der får sværest ved at blive godkendt til OL.

Adfærdsproblemerne hænger i høj grad sammen med, at de enkelte ”sportsgrene” på computerspilsiden tilhører enkelte firmaer, som ene og alene styrer dem, markedsfører dem og tjener penge på dem. Omvendt tilhører for eksempel atletik ikke nogen – alle og enhver kan løbe, springe og kaste med ting. Hvordan forener man de to verdener under samme paraply og værdisæt? Hvordan skal man få de enkelte computerspilfirmaer til at følge et fælles regelsæt, som kan risikere at være i konflikt med deres egen drift og markedsføring af spillerne og spillernes forbrug af dem? Det ville kræve en større omstrukturering af esport, som det ser ud i dag. Professionelle esport-udøvere deltager også i turneringer og konkurrencer hele året rundt uden pauser. Hvad ville en professionel spiller vælge, hvis et større esport-arrangement lå samtidig med OL?

Esport ses af omkring 320 millioner mennesker i hele verden, og omsætningen er astronomisk. Indtægterne for 2018 anslås til godt 900 mio. dollar, og analytikere forventer, at dette tal vil stige til over 1,5 mia. dollar i 2020. Vinter-OL i Pyeongchang i Sydkorea i 2018 var det OL med færrest seere nogensinde. Derfor virker det kun ganske forståeligt, at IOC, som har rod i gamle og traditionelle sportsgrene, er interesserede i at få fat i det unge publikum og alle de penge, der følger med.

Spørgsmålet er nok i sidste ende, hvem der har mest brug for hvem?

 

Tags:

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *