Plaid Hat Games ramte plet med deres zombie-overlevelsesspil Dead of Winter: A Crossroads Game i 2014, og nu er næste spil i deres Crossroads-spilserie på vej: Gen7. Crossroads-spillene handler først og fremmest om moralske valg i pressede situationer – en spilmekanik, der egner sig fortræffeligt til zombietemaet i Dead of Winter. Her arbejder spillerne sammen om at holde en koloni af overlevende mennesker kørende ved dels at samle forsyninger, opbygge forsvar og tage højde for uforudsete situationer og dels ved at slås mod de udøde horder. Spillerne arbejder som udgangspunkt sammen med det simple mål at overleve, men med personlige delmål – og risikoen for en forræder i gruppens midte – bliver koloniens sociale sammenhængskraft hurtigt spændt til bristepunktet.
Gen7 finder sted om bord på et rumskib, der er en dødsdømt menneskeheds sidste håb. 13 generationer vil blive født i løbet af denne arks 130 år lange interstellare rejse, men på halvvejen trues missionen af en ukendt trussel – og det er op til Gen7, den syvende generation, at sikre artens overlevelse. Ud over de vanskelige valg, vi kender fra Dead of Winter, introducerer Gen7 noget, der minder lidt om en Legacy-mekanik – en vedvarende historie hen over flere spilsessioner a la spilhittene Pandemic Legacy og Gloomhaven.
Spillet består af en kampagne med syv afsnit, og det indeholder ni hemmelige kuverter, og man ved ikke på forhånd, hvilke kuverter og de nye spilmekanikker og elementer, de indeholder, der vil komme i spil i en given kampagne. I modsætning til Dead of Winter vil Gen7 heller ikke indeholde hverken en forrædermekanik eller individuelle mål, da alle spillerne arbejder sammen om at klare de sejrsbetingelser, hvert afsnit definerer. Gen7 er dog ikke et “rigtigt” Legacy-spil, da det kan spilles igen, efter at kampagnen er gennemført, fordi der ikke anvendes fx klistermærker eller ødelæggelse af spilkomponenter.
Gen7 kan forudbestilles nu hos Plaid Hat Games for 99,95 dollar sammen med en valgfri spillemåtte til 29,95 dollar – men vær opmærksom på de høje forsendelses- og toldpriser fra USA til Danmark. Plaid Hat Games er ejet af Asmodee, som også distribuerer spil her i landet, så vi kan roligt regne med at få spillet at se på vores hjemlige breddegrader ved lanceringen engang i efteråret.