Shadow of the Tomb Raider: Vellavet, men rutinepræget actioneventyr

Jeg er så gammel, at jeg har været med lige fra starten, og jeg kan stadig huske, hvor stor en revolution Core Designs første Tomb Raider-spil var helt tilbage i 1996. Det var en fuldstændigt mageløs spiloplevelse i forhold dets samtidige udgivelser, som stadig den dag i dag sidder i både krop og sind. Jo, Lara havde selvsagt en vis tiltrækningskraft på drenge og mænd, der frem til da aldrig havde set en rigtig kvindelig spilfigur, og det var ganske givet medvirkende til den store popularitet. Men det væsentligste var, at der for første gang kom en rigtig spilheltinde, som havde væsentligt mere personlighed og charme end alle de mandlige muskelbundter, der dominerede actionspillene i dét årti. Det var tiltrængt variation. Der er i tidens løb skrevet mangt og meget om, hvordan spillet revolutionerede computerspillene, så det skal jeg ikke gentage her. Det skal bare allerede nu nævnes, at det nye Shadow of the Tomb Raider på ingen måde gør det kunsten efter.

Det er i den frie udforskning, at Shadow of the Tomb Raider fungerer bedst.

Tomb Raider-serien har gennem årene været igennem hele to ”reboots” efter dårlige perioder med slappe spil, der på ingen måde har levet op til originalens status. Den seneste genstart kom i 2013, da Crystal Dynamics valgte at fokusere på en helt ung Lara Croft med det glimrende (nye) Tomb Raider, som var første del af den trilogi, der nu afsluttes med Shadow of the Tomb Raider. Allerede i trilogiens toer, det ligeledes udmærkede Rise of the Tomb Raider fra 2015, fornemmede man begyndende metaltræthed i et temmelig rutinepræget spil med en skabelonskåret historie. De, der har gået og forventet mere af Shadow of the Tomb Raider, vil formentlig blive skuffede.

Laras forsvundne identitet

Lara Croft befinder sig i dette nye eventyr i Sydamerika, hvor hun leder efter den sagnomspundne inka-by Paititi og samtidig forsøger at afværge en naturkatastrofe, hun ved et uheld er kommet til at udløse – alt imens hun kæmper mod en paramilitær organisation! Hun er som altid en mægtigt travl dame, og rent tematisk har vi i høj grad bevæget os tilbage mod den klassiske storladne Tomb Raider-stemning, hvor alt står på spil, og lidt væk fra den mere jordnære tilblivelseshistorie om den unge Lara, der bar det første spil i den nye trilogi. Det er sådan set også godt det samme, for hun blev allerede dér etableret som en morderisk psykopat – stik imod tankerne bag den oprindelige spilfigur – fordi serien skulle have den kantede og dystre vinkel, stort set alle spilserier åbenbart skal igennem på et eller andet tidspunkt.

Lara er desværre begyndt at minde mere om en rå kommandosoldat end den charmerende action-arkæolog, hun engang var.

For de af os, der har spillet næsten alle Tomb Raider-spillene gennem årene, er der en mærkelig dissonans mellem den gamle Lara Croft, der ud over hist og pist at pløkke et par vilde dyr med velplacerede skud fra sine signaturpistoler mest var optaget af at klatre rundt i gamle grotter og finde sjælne skatte, og den nye, yngre version, som lister sig rundt som en anden kommandosoldat og brutalt snigmyrder guerillatropper på stribe med klatreøkse og kniv. Det er helt bestemt underholdende nok – men det føles i høj grad også som noget, der hører bedre til i et af de mange andre spil, der leverer præcis det samme.

Crystal Dynamics er i for høj grad gået på kompromis med spilseriens og spilfigurens identitet i deres forsøg på at skabe spænding. Camilla Luddington lægger stadig en fin britisk stemme til Lara, som går til alle udfordringerne med en stiff upper lip, men heller ikke hun kan redde spilfiguren fra at virke charmeforladt. Måske er det et spørgsmål om at spille sikkert og tækkes det publikum, der elsker den simple stealth/action-genre, eller måske skyldes det ganske enkelt bare udviklingsmæssige begrænsninger? Jeg skal ikke kunne sige det, men Shadow of the Tomb Raider er i hvert fald præget af et skuffende fravær af nytænkning og personlighed og føles mest som et spil, der bare skal køres sikkert i land.

Styr på koncepterne

Dette betyder til alt held også, at der er rigtigt godt styr på koncepterne i et spil, der ligesom de to seneste i serien er både velproduceret og underholdende. Shadow of the Tomb Raider rummer alt, hvad man kan forvente sig af udforskning, indsamling, opgraderinger, kamp og klatren rundt i ældgamle ruiner – her står det bestemt ikke tilbage for lignende spil. I starten af spillet stjæler frk. Croft en gammel daggert i en ruin, hvilket udløser en naturkatastrofe i flere etaper, som både hun og den militære organisation Trinity forsøger at afværge (naturligvis med forskellige mål for øje). Det er imidlertid ikke alt i den lidt rodede fortælling om gamle maya-guder, gale kultister og kataklysmiske begivenheder, der giver lige meget mening. Shadow of the Tomb Raider har ligesom Uncharted-spillene flere alt for lange ikke-interaktive sekvenser, hvor bare man sidder og venter på, at spilfigurerne snakker handlingen videre, og hvis man ikke hører helt efter, hvad der bliver sagt her, ender historien hurtigt omme på bagsædet, mens man mest af alt bare koncentrerer sig om at overleve strabadserne og klare alle udfordringerne.

Shadow of the Tomb Raider føles mest som et spil, der bare skal køres sikkert i land

”Overlevelse” er et nøgleord i Shadow of the Tomb Raider. At gå direkte fra en anden ny spiludgivelse som Spider-Man, hvor adrætte bevægelser nærmest er blevet ophøjet til en kunstart, til dette spil, hvor man styrter i døden, så snart man bare tænker på at kigge ud over en klippekant, er en temmelig abrupt oplevelse. Overdrivelse fremmer måske forståelsen her, for den strømlinede udforskning i dette nyeste spil er milevidt fra de helt gamle udgivelser, men fremskridt i spillet kræver ikke desto mindre en vis tålmodighed. Særligt afstandsbedømmelse i forbindelse med spring mellem forskellige punkter har været kilde til adskillige dødsfald og tiltagende frustration her. Når det samtidig skal gøres under tidspres, såsom når en kæmpebølge skyller ind over en by, og man skal springe hurtigt fra sted til sted for at undgå at drukne eller falde ned og blive slået til plukfisk, bliver flowet i spiloplevelsen hurtigt brudt. Det vil helt bestemt tiltale dem, der elsker at blive straffet for dårlig timing og manglende præcision og belønnet for dygtighed – og ikke nødvendigvis dem, der elsker tilgangen til bevægelse, hop og klatring i lige netop Spider-Man.

Det er ikke så få gange, at man styrter i døden, når man ikke får fat det rigtige sted i Shadow of the Tomb Raider.

Shadow of the Tomb Raider er, til trods for denne mindre regn af kritik, en godkendt udgivelse, som bare ikke gør sig fortjent til en betingelsesløs anbefaling herfra. Der kan sættes kryds i alle felterne for, hvad man typisk vil forvente af et Tomb Raider-spil, mens feltet ”Nytænkning” står larmende tomt. Spillet fungerer udmærket som afslutning på en vellykket trilogi, men er derudover meget lidt opsigtsvækkende. Det gør, hvad det skal, men vækker ikke rigtigt appetit på yderligere Tomb Raider-oplevelser brygget på samme formel. Det ville kun være ganske passende at give Lara Croft en tiltrængt pause nu, så nye og friske idéer kan få tid til at sive ind i konceptet.