Graveyard Keeper: Trægt spil med morbid humor

Computerspillene har lige siden de tidlige halvfemsere budt på simulationer af alt fra forlystelsesparker og fængsler til hospitaler og rumkolonier. Her skal man typisk samle ressourcer, bygge og opgradere ting og generelt bare sørge for, at alle systemer i det lille økosystem fungerer ordentligt, og genren har bevæget sig ud i alle mulige afkroge gennem de seneste 20-30 år.

Graveyard Keeper tager et nyt spadestik ved at kaste spilleren ud i rollen som kirkegårdsbestyrer. Det er et arbejde, der ikke blot indebærer at begrave de døde og sørge for, at gravstederne ser pæne ud. Man skal inden længe også holde prædikener i den lokale kirke, producere et hav af ting og løbe konstante ærinder for folk i byen. Det er et frisk nyt take på genren – men desværre spænder en virkeligt dårlig introduktion ben for den gode spiloplevelse.

På herrens mark

Det kan være farligt at arbejde om natten, for selvfølgelig er kirkegården hjemsøgt.

Efter en kort rundvisning i lokalområdet og et oprids over de vigtigste opgaver slipper spillet nemlig spillerens hånd fuldstændigt og griber den aldrig igen. Man står i bogstaveligste forstand på herrens mark og aner ikke, hvor man skal finde de genstande, man skal bruge for at producere de ting, der kan bringe én videre i spillet. De ramponerede gravsteder kræver nogle gevaldige opgraderinger, folk i byen skal bruge forskellige ting – og så skal man også forsøge at befri ham den dér løjerlige starut, der render rundt nede i kælderen og snakker med sig selv …

Til alt held kan man konsultere spillets wiki-side for at få hjælp i starten, mens man lærer det at kende. Der kan siges rigtigt meget godt om spil, der ikke konstant hjælper spilleren og forhindrer folk i at tænke selv, men i Graveyard Keeper er udviklerne desværre gået så vidt, at det virkelig ødelægger spillets tilgængelighed. Det er synd og skam, for der er rent faktisk noget at komme efter, hvis man har tålmodigheden og tiden til det.

Det hele begynder så småt at give mening, når man efter noget tid endelig begynder at gennemskue, hvordan man får bygget de arbejdsstationer, der giver mulighed for at producere de ting, man skal bruge i spillet. Produktionssystemet er ganske detaljeret, og det kræver adskillige handlinger at fremstille selv de mest enkle genstande. Selvom der er en vis tilfredsstillelse i denne kompleksitet, så sænker den også spillets tempo markant. Man skal være virkeligt glad for at grinde – udføre de samme handlinger igen og igen – for rigtigt at holde af spillet.

For langt mellem snapsene

Graveyard Keeper føles simpelthen for ofte som virkeligt kedeligt og udmattende arbejde. Det gør sig også gældende for selve spilfiguren, som bruger energi på at udføre alle opgaverne. Man når sjældent alle de ting, man gerne vil i løbet af en dag, fordi den travle lille mand hele tiden skal sove efter anstrengelserne. Samtidig virker de opgaver, man skal udføre for andre, ofte som ligegyldigt tidsspilde. Udviklerne har tydeligvis forsøgt at fylde rigtigt meget indhold i oplevelsen, men spiloplevelsen havde været væsentligt bedre, hvis de havde skåret en masse af fyldet fra. Mere er ikke altid bedre.

Graveyard Keeper føles for ofte som kedeligt og udmattende arbejde

Spillet forsøger ellers ihærdigt at fastholde spillerens opmærksomhed med dets særprægede og meget morbide humor. Målet er i sidste ende at slippe væk fra tjansen som kirkegårdsbestyrer, fordi man kun er landet i denne rolle efter et trafikuheld og ikke rigtigt gider at være her (det virker næsten, som om udviklerne allerede her har forudset den fornemmelse, spilleren sidder med i starten …). Det glemmer man imidlertid hurtigt alt om, når spillets sære personager dukker op – deriblandt det talende kranie Horace og æslet, der jævnligt leverer lig til kirkegården – og leverer masser af underholdning.

Respektløs humor

Pladsmangel kan gøre det nødvendigt at smide lig i floden i Graveyard Keeper.

Graveyard Keeper kan bestemt ikke beskyldes for at mangle personlighed. Den pixellerede retrografik er nydelig, detaljeret og mægtigt hyggelig at se på. De højst ejendommelige dialoger rummer masser af makaber satire, og spillet bevæger sig konstant på – og lidt over – grænsen, når man render rundt og udfører sine etisk diskutable gøremål. Der er både sort humor af praktisk karakter, såsom at man skal kyle lig i floden, når der ikke er plads på kirkegården. Og der er den mere bizarre slags, hvor man for eksempel forsøger at sælge menneskekød til den lokale kroejer under påskud af, at det er dyrekød, mens denne kræver det kongelige kvalitetsstempel – eller i hvert fald bare noget, der ligner godt nok …

De døde behandles først og fremmest som ressourcer i spillet, hvor man både skal grave lig op og hugge dem i småstykker for at udvinde alt fra byggematerialer til burgere(!). Det er bestemt ikke noget, der vil falde i alles smag – derfor denne trigger warning til dem, der ikke har det godt med respektløshed af denne art. Graveyard Keeper vil i sidste ende nok kun tiltale den lille gruppe af spillere, der værdsætter den lejlighedsvist sjove humor tilstrækkeligt og har tid nok til spillet. Alle andre kan med fordel gå efter de mange langt bedre alternativer.