INDLÆSER

Skriv for at søge

Kingdom Death: Monster – en vild mastodont af et brætspil!

Del
Kingdom Death: Monster

  • Udvikler: Adam Poots
  • Udgiver: Kingdom Death
  • Antal spillere: 1-6
  • Varighed: 
  • Pris: 400 dollar (Kingdom Death)

[LONGREAD]

Hvis du er hardcore spilnørd, har du med stor sandsynlighed hørt om det sagnomspundne brætspilsprojekt Kingdom Death: Monster allerede. Og hvis du ikke er, kan du her blive klogere på et af de vildeste, mest ambitiøse og ikke mindst mest nørdede brætspil, der findes. Spillet er udviklet af den amerikanske spildesigner Adam Poots, og de fleste, der har prøvet det eller bare set monsterfigurerne fra det, er jævnt enige om, at manden uden tvivl må slæbe rundt på adskillige psykiatriske diagnoser. Den forvredne og groteske mareridtsverden er helt unik og føles i alle henseender som en labyrintisk vandretur rundt i et virkeligt sygt sind. Intet i spillets verden vil spilleren det godt, og kernen i spiloplevelsen er den hårde kamp for at overleve mod fuldstændigt urimelige odds. Følg med ind i en spiloplevelse, der på ingen måde minder om nogen andre …

Første regel: Der sker intet godt

Kingdom Death Monster Settlement Events

Trækker man “Skull Eater”-begivenheden, skal stammen trækkes med et pænt problematisk individ i dens midte …

Kingdom Death: Monster er et spil i to dele. I den relativt rolige fase arbejder spillerne sammen om at opbygge en lille primitiv stamme af mennesker i en mørk, håbløs og gådefuld verden fyldt med alverdens rædselsvækkende skabninger. Mange af opgaverne er ganske lavpraktiske, såsom at blive bedre til at lave mad for at få stærkere krigere, lære at spille inspirerende musik for at indgyde håb blandt folk og bygge hytter og senge for at få ordentlig søvn – og ikke mindst give par noget privatliv, som forhåbentlig kan afstedkomme børn, der er afgørende for stammens overlevelse på den lange bane. For sideløbende med dette nærmest hyggelige opbygningsspil falder det lille samfunds befolkningstal med alarmerende hast …

Det er ikke kun i Kingdom Death: Monsters jagt- og kampdel, at døden konstant ånder de hårdt prøvede stammefolk i nakken. Der indtræffer hele tiden tilfældige begivenheder, som påvirker det lille samfund og dets beboere. Jordskælv, syreregn, kannibalisme, mord og alle mulige andre forfærdelige hændelser finder sted hvert eneste år, og hvis noget for en sjælden gangs skyld virker overraskende godartet, fører det som regel til noget virkeligt frygteligt på et senere tidspunkt. Man lærer hurtigt ikke at glæde sig til at trække begivenhedskortene.

Det her spil kan virkelig ikke lide dig

For eksempel kan et kort give uventet besøg af en mystisk hætteklædt ridder, som resolut går hen til en person og giver ham/hende en forrevet konvolut og et helt fantastisk sjældent sværd, blot for at forlade stedet igen uden et ord. Det lyder da fremragende, ikke? Jo, det ville det bestemt være, hvis det fordømte sværd ikke var forbandet, og ridderen ikke dukkede op et par år senere for at duellere til døden med dets ejermand. Som sagt: Det her spil kan virkelig ikke lide dig.

Jagten går ind

Og så er vi ikke engang kommet til den rigtigt farlige del endnu. I hver runde sender spillerne en lille gruppe af håndplukkede krigere ud på jagt for at finde monstre at nedlægge. Klarer de den, får de både mad, huder, kløer og andre dele af uhyret, som de kan fremstille udstyr og våben med, hvilket er afgørende for deres videre overlevelse. Klarer de den ikke, mister man dem for bestandigt og må sende andre ud næste gang, indtil der ikke er flere tilbage, og man taber spillet.

Allerede i jagtfasen bliver det nervepirrende, for her vælger spillerne, hvilket monster de vil prøve at jage – for eksempel den hvide løve, den skrigende antilope eller føniksfuglen. Herefter begiver de sig igennem en særlig jagtsekvens, hvor der skal trækkes et nyt kort for hvert skridt mod byttet, som fortæller, hvad der sker. Nogle gange sker der ikke noget dramatisk, og gruppen kan ånde lettet op. Andre kort tvinger gruppen til at træffe vigtige beslutninger eller slå med terninger for at afgøre udfaldet af situationen. Og så er der også de kort, hvor man dør, hvis man så meget som bare kigger forkert på terningerne. Nej, det her spil kan stadig ikke lide dig.

Den ædle kunst at overleve

Kingdom Death Monster Showdown

The Butcher er en virkeligt ubehagelig type, man ikke slipper for at møde i spillet …

Hvis man overlever jagten og indhenter monsteret, starter spillets egentlige tilløbsstykke – den brutale og blodige kamp mod uhyret. Det foregår på et kæmpestort bræt, der fungerer som kampens arena. Monsteret er styret af et tilhørende sæt kort, der definerer dets intelligens og adfærd i kampen, og et andet sæt kort viser, hvor man rammer det henne, når man slår med terninger for at angribe det. Herefter bølger kampen frem og tilbage på vild og uforudsigelig vis. Løven kan finde på at storme direkte mod krigerne, blot for at fange en af dem og løbe væk med ham for at tygge løs på hans saftige lårben (jeps, vi har en etbenet kriger, der sidder og fortæller røverhistorier hjemme i vores landsby …); antilopen kan udstøde et vanvidsskrig, der sender alle krigerne løbende væk i blind rædsel; og den enorme føniks kan både skabe en vild storm med sine kolossale vinger og påvirke selve tiden for at ælde krigerne under kampen!

Og det er vel at mærke bare de tre almindelige monstre, man kan jagte. Landsbyen bliver også jævnligt angrebet af virkeligt ubehagelige personager, der ikke nødvendigvis vil andet end at sprede skræk og rædsel og slå folk ihjel på de mest forfærdelige måder, man overhovedet kan forestille sig. For eksempel ligner den gustne The Butcher noget, der kommer direkte fra en horror-film. Han svinger med to enorme  kødøkser, som effektivt fjerner enhver lyst til at trække hans næste kampkort for at se, hvad han foretager sig. Hvis han slår nogen ihjel, halshugger han dem gerne, flår ansigtet af hovedet og spænder det ud over en af de mange lanterner, han har hængende på sin rustning, for at skræmme livet af sine fjender. En virkeligt hyggelig fætter dér.

Bliv ikke for glad for dine krigere …

I takt med, at spillerne overvinder deres modstandere og alle de øvrige strabadser, der møder dem i Kingdom Death: Monster, bliver deres stamme og dens medlemmer stærkere og klogere (og typisk også mere og mere rablende sindssyge på grund af de rædsler, de bliver udsat for). Historiefortællingen er i højsædet, og man rammer ofte vigtige milepæle, hvor man skal beslutte, hvilken retning stammen skal udvikle sig i.

Når nogen for eksempel dør for første gang, skal stammen afgøre, om den vil ty til kannibalisme ud fra tanken om, at de andre kan overtage den dødes evner, eller om man vil foretage ordentlige begravelser. Begge dele giver vigtige fordele og sender landsbyen i forskellige udviklingsretninger. Man udvikler således både selve landsbyen og de enkelte krigere igennem spillet, og det skaber et utroligt tæt tilhørsforhold til begge dele. Hvilket selvfølgelig er et problem, for man skal virkelig ikke blive alt for glad for nogen af delene, for spillet kan som bekendt ikke lide dig …

Kingdom Death Monster dårligt terningeslag

Den sikre død …

Kampdelen i Kingdom Death: Monster vil virke velkendt for alle, der har spillet Dark Souls-spillene, som nok er det umiddelbart bedste sammenligningsgrundlag. Spillet indeholder også rigtigt meget rollespils-DNA i form af figurudviklingen og de permanente konsekvenser. Særligt muligheden for at fremstille ikke blot enkeltdele af rustninger og våben, men hele sæt, der passer sammen og giver ekstra bonusser, når de kombineres, vil gå rent ind hos alle rollespillere og fans af fx Diablo og World of Warcraft.

Forskellen er dog her, at krigerne i højere grad udgør en fælles pulje af ressourcer, man skal bruge, og ikke som i et typisk rollespil tilhører enkelte spillere. Sådan kan man selvfølgelig sagtens vælge at spille Kingdom Death: Monster, men det vil uvægerligt ende med gråd og tænders gnidsel. Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at der er et større fokus på udstyret end på selve figurerne i spillet, da man ikke mister våben og rustninger, hvis enkelte krigere dør, og kan overdrage dem til andre. Men hvis en hel jagtgruppe omkommer, mister man alt, hvad de tog med sig ud. Sådan et tilbageskridt kan være katastrofalt for stammen.

Sindssyge er dit skjold

Kingdom Death: Monster er i høj grad baseret på terningeslag, hvilket bestemt ikke vil falde i alles smag. Spillere, der ikke bryder sig om for meget tilfældighed, vil næppe blive rigtigt glade for spillet. For mig minder det mest af alt om de gode, gamle Dungeons & Dragons-dage. Terningerne udgør et vildt og uforudsigeligt tilfældighedselement, som er noget af det, der skaber de virkeligt store og mindeværdige øjeblikke. Derudover har man faktisk meget begrænset antal overlevelsespoint, man kan påvirke terningeslagene med, så man kan undgå de allerværste katastrofer. Det er decideret suicidalt at gå i kamp uden at have nogen af disse point klar, men nogle gange kan man være tvunget til det.

Kingdom Death: Monster er et fuldstændigt unikt horror-spil

Tid måles i Kingdom Death: Monster i ”Lantern Years” – lanterner er et tematisk omdrejningspunkt i denne mørke verden – og det tager typisk op mod et par timer at spille et enkelt år. I grundspillet møder man historiens sidste fjende i det 30. år, og hvis man overlever dét opgør, kan man spille i seks år til, før det hele slutter. Men her stopper det hele heldigvis ikke. Der er ikke tale om et ”Legacy”-spil a la Gloomhaven, hvor man ødelægger spilelementer og låser op for vigtige hemmeligheder undervejs i historien, indtil man er helt færdig med det. Her kan man starte forfra med det samme og gå i gang med en ny historie, der vil forgrene sig på helt andre måder end den foregående. Derudover kan man også tilkøbe et hav af udvidelser til det i forvejen meget omfangsrige grundspil, som typisk introducerer nye spændende fjender og tilhørende kort, der ændrer yderligere på historiens gang.

Kingdom Death Monster Phoenix Showdown

Fønix-monsteret er en kolossal fuglefigur, der skal samles af 47 enkeltdele, før man kan spille med den.

Som horror-spil betragtet er Kingdom Death: Monster fuldstændigt unikt. Det føles på intet tidspunkt direkte inspireret af hverken Call of Cthulhu, Warhammer eller nogen af de andre groteske eller voldsomme fantasy-universer derude. Det mærkes helt ned i spilmekanikken, hvor sindssyge selvsagt er en vigtig faktor for spilfigurerne. Hvor man i for eksempel Cthulhu-spillene Mansions of Madness og Eldritch Horror typisk skal forsøge at undgå at blive sindssyg af de ting, man ser og bliver udsat for, så fungerer sindssygen i Kingdom Death: Monster som en slags bolværk mod alle rædslerne. Filosofien er antageligt, at jo mere vanvittig man går hen og bliver, jo mindre chokerende vil det hele til sidst være. Omvendt er der naturligvis også masser af situationer i spillet, hvor det kan være en kæmpestor ulempe at være for sindssyg. Huskede jeg at nævne, at det overhovedet ikke kan lide dig …?

Mere et hobbyprojekt end blot et spil

Dette dyre spilindkøb kan være svært at retfærdiggøre, når man begynder at regne på, hvor mange andre fremragende spiloplevelser man kan få for de de 2.550 kroner, det koster. Derfor henvender Kingdom Death: Monster sig mest til de spillere, der udnytter alt i spillet fuldt ud. Der medfølger plastikfigurer til både de krigere, man spiller med, og de fjender, man møder, som skal klippes ud og samles, før man kan bruge dem på brættet. Det vil sikkert på forhånd afskrække en del spillere, som kun er interesserede i at spille.

Dertil kommer et sandt hav af enkeltdele, som hører til de enkelte rustningssæt og våben – og her bliver spillet for alvor til et virkeligt ambitiøst hobbyprojekt: Man kan nemlig sammensætte sine plastikfigurer, så de bærer lige præcis de ting, krigerne har på papiret. Mennesker uden nørdgenet vil aldrig nogensinde forstå, hvor fuldkommen fantastisk det er – men for os andre bidrager det med fantastisk indlevelse til spiloplevelsen.

Og når man går i gang med at samle alle disse figurdele, hvorfor så ikke også kaste sig ud i et ekstra sideprojekt: Magnetisering af alle figurernes enkeltdele, så man kan udskifte dem løbende igennem spillene. Det er akkurat lige så bindegalt, som det lyder, men tro mig: Når man først er gået i gang med at bore bittesmå huller i arme, hænder og hoveder og lime små 1 milimeter-magneter ind i dem, giver det hele fin mening i éns hoved. Og glem ikke, at man jo selvfølgelig også skal male hele baduljen bagefter. Kingdom Death: Monster er i dén grad et spil, der opfordrer spillerne til at blive lige så skøre som skaberen.

Magnetisering af Kingdom Death: Monster-figurerne

Fuld magnetisering af Kingdom Death: Monster-figurerne er et vanvidsprojekt at kaste sig ud i – men det er sjovt!

Et ekstra kuriøst kendetegn ved Kingdom Death: Monster, der lige siden starten har tiltrukket sig en vis opmærksomhed – og ikke kun af den positive slags – er de mange fetish-agtige pinup-figurer af meget sparsomt påklædte og utroligt gavmildt formgivne kvinder, man kan tilkøbe. De har intet med selve spillet at gøre og kan fint ignoreres, hvis man ikke er til overseksualiserede kønsstereotypier. Disse figurer opstod lidt på sidelinjen, fordi de grafiske designere på et tidspunkt fik frit lejde til at lave deres helt eget materiale. Inden længe skabte der sig en hel lille subkultur omkring pin-up-figurerne, som nu har fået deres helt eget liv. På den ene side passer de fint meget godt ind i spillets univers, som også sparker alle mulige andre døre ind i forsøget på at bryde grænser. På den anden side er det ærgerligt, hvis de skræmmer spillere væk fra en fantastisk spiloplevelse, der ikke er afhængig af dem.

En vanvittig vision

Hvis begejstringen ikke allerede skinner tydeligt igennem i det ovenstående, så lad mig her afsløre, at Kingdom Death: Monster har været en af mine allerstørste spiloplevelser i rigtigt mange år. Det er et så stort og vildt (og dyrt!) spilprojekt, at det ikke rigtigt lader sig sammenligne med noget andet. Den nye 1.5-udgave blev udgivet nogenlunde samtidig med spilhittet Gloomhaven sidste år, hvilket gav anledning til en masse sammenligninger – men de to spil ligner ikke hinanden i nogen andre henseender, end at spilæskerne vejer henholdsvis 9,8 og 9,7 kilo.

En fascinerende sammensmeltning af brætspil og rollespil

Jeg oplever først og fremmest Kingdom Death: Monster som en næsten perfekt sammensmeltning af brætspil og rollespil, som giver nogle helt vilde oplevelser, jeg simpelthen ikke får nogen andre steder – hverken i brætspil eller computerspil. Samtidig er jeg vild med det komplet buldrende vanvid, der gennemsyrer alt i hele spillet. Det er ikke et produkt af hverken konsensustænkning, marketingafdelinger eller fokusgrupper, men helt og holdent en enkelt mands vilde og vanvittige vision – take it or leave it. And I take it! 

Jeg var fuldstændigt solgt på spillet fra den allerførste kamp, og fascinationen kun taget til efter adskillige kampe og et langt større indblik i dets mystiske og ubehagelige univers. Det er et spil, der kræver tid og dedikation af spillerne, og ikke alle vil have tiden, overskuddet og ikke mindst pengene til at gå all-in på det. Og mange vil sikkert finde spillet mere galt end genialt. Kingdom Death: Monster går den hårfine balancegang midt imellem.

 

Prøv også:

Dark Souls
Det bistert svære monsterjæger-konsolspil er også udgivet som brætspil. Rigtigt meget kamp og ikke så meget historiefortælling.

King of Dragon Pass
Et fremragende (og temmelig overset) gammelt computerspil fra 1999, der foregår i Glorantha-spilverdenen og har en del til fælles med Kingdom Death: Monster. Også ude til iPad.

 

 

 

 

 

 

 

Tags:

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *