Alle forældre, der er bekymrede over, at deres mindre børn virker for opslugte af dårlig og ligegyldig underholdning på familiens tablet, kan med fordel kaste sig over Thinkrolls-børnespillene. Her er nemlig tale om mobilspil, der sender de små grå helt i overdrive, når børnene skal tænke sig gennem fysikbaserede hovedbrud.
Grundspillet i Thinkrolls er, at man skal føre sin spilfigur – en lille kugle med ansigt og pynt efter eget valg – sikkert gennem en række stadigt sværere baner. Til at begynde med skal man måske bare vælte kasser ned i huller, så spilfiguren kan rulle hen over dem til den nøgle, man skal låse porten til næste bane op med. Næste gang kan det være nødvendigt også at hive i et håndtag for at aktivere en elevator, der kan bringe spilfiguren op til den næste port. Og næste gang igen kan der være en farlig frø i noget vand, der skal pacificeres med blid harpeklang, før man kan komme forbi den – eller måske et uhyggeligt spøgelse, der skal rammes med sollys reflekteret fra et spejl!
Thinkrolls-spillene er designet med knivskarpt fokus på at stimulere og udvikle børns evne til at løse problemer, tænke logisk og forstå, hvordan forskellige elementer rent fysisk påvirker hinanden: Man falder ned og slår sig (men kun lidt), hvis man går ud over kanter og ryger ned i huller, og kan ikke komme op igen; man brænder sig på sorte lavasten; tunge sten kan smides ned gennem skrøbelige træbroer, så man kan komme ned under dem; og så videre. Alt sammen foregår i et spilmiljø med flot, farverig og sød grafik, som er dejligt blottet for reklamer, ekstrakøb og andre irriterende distraktioner.
En koncentreret og rolig spiloplevelse, som også er sjov for de voksne
Thinkrolls: Kings & Queens er det seneste skud på stammen, der lægger et spændende eventyrtema oven i det hyggelige platformspil. Her skal man igennem hele 228 forskellige hovedbrud fyldt med middelalderslotte, drager, maskiner og magi, og Thinkrolls-grundformlen er bibeholdt. Barnet skal tænke nærmest videnskabeligt og lære at planlægge forud for at løse problemer og gennemføre banerne. Det skaber en dybt koncentreret og meget rolig spiloplevelse, som også er virkeligt sjov for de voksne at deltage i og hjælpe med, hvor det måtte være nødvendigt.
Ifølge udviklerne fra Avokiddo er Thinkrolls: Kings & Queens rettet mod de lidt større børn fra 5-8 år og opefter, mens de to tidligere Thinkrolls-spil kan spilles fra 3-års-alderen. Erfaringen herfra er imidlertid, at en kvik og målrettet 3-årig uden problemer kan gå i gang med Kings & Queens og begynde at løse problemerne helt på egen hånd.
Avokiddo er ikke de eneste, der laver læringsorienterede mobilspil til børn, men de er nogle af de absolut bedste til det. De er utroligt dygtige til at lave virkeligt søde, sjove og særegne spilfigurer og gode universer til dem. Alle med børn, der trænger til ordentlige mentale udfordringer, bør ikke tøve et sekund med at hente både Kings & Queens og de to første spil i serien. Det er ganske enkelt dybt fascinerende at se små børn lære at løse virkeligt avancerede problemer helt uden hjælp – vel at mærke mens de også har det virkeligt sjovt!
Highlights Shapes
Suverænt og flot geometrispil fra det italienske spilstudie Colto, som benytter sig af Montessori-skolens læringsprincipper.
DNA Play
Endnu et fint og finurligt spil fra Avokiddo, hvor man lærer om arveegenskaber ved at bygge og mutere monstre med gener.