Fury of Dracula: Intenst og nervepirrende brætspil

Vampyrer dominerede i en lang periode for ikke så længe siden populærkulturen i en sådan grad, at de fleste nok efterhånden blev godt og grundigt trætte af de allestedsnærværende blodsugere, lige fra emoerne i Twilight til de frådende monstre i Underworld. Bram Stoker skrev sin historie om den blodtørstige transylvanske grev Dracula i 1897, og den er i tidens løb også blevet behandlet i alle tænkelige medier – ikke mindst i Coppola-filmen Bram Stoker’s Dracula, som i starten af halvfemserne for alvor satte gang i hele vampyrfeberen. Og det er stadig den oprindelige historie fra invasionslitteraturens tid, som måske/måske ikke er inspireret af de rumænske folkesagn om ”Spidderen Vlad”, der er den mest dragende og magiske af dem alle. Brætspillet Fury of Dracula tager sit afsæt i romanens gruppe af vampyrjægere, der sætter ud for at finde og gøre det af med uhyret, før han får spredt sin forbandelse over hele Europa.

Konstant pres på alle spillere

Et snedigt baghold holder vampyrjægerne beskæftigede.

Fury of Dracula er designet til fem spillere, hvor den ene spiller Dracula, mens de andre fire spiller henholdsvis Abraham van Helsing, Arthur Holmwood (Lord Goldaming, da spillet finder sted, efter at han har arvet sin fars formue og skiftet navn), John Seward og Wilhemina ”Mina” Harker. På et stort, flot kort over Øst- og Vesteuropa skal jægergruppen opspore Dracula og nedkæmpe ham for at vinde spillet. Dracula vinder, hvis det ikke lykkes for dem, før han får spredt vampyrforbandelsen så meget, at de ikke længere kan stille noget op.

Det bedste ved Fury of Dracula er, at begge sider konstant sidder og føler sig pressede. Spillergruppen er oppe mod en stærk fjende, som har en række overnaturlige evner til rådighed, og som vampyrjæger føler man sig konstant et skridt bagud – og frygter samtidig den kamp, der vil opstå, hvis man skulle være så heldig eller dygtig at finde greven. Samtidig har jægerne heller ikke mulighed for at lægge hemmelige planer, da Dracula-spilleren kan høre alt, hvad de siger. Som Dracula føler man sig lige så presset, fordi man spiller alene mod fire andre spillere og hele tiden kan sidde og høre deres ræsonnement og analyser af éns adfærd. Det er en superintens oplevelse for begge parter, og man ved, at et spil er godt designet, når begge sider hele tiden sidder og føler, at de er ved at tabe.

Draculas kunster

Jægergruppen bevæger sig synligt rundt mellem byer på spilbrættet i deres jagt på greven, mens sidstnævnte bevæger sig usynligt via kort placeret med forsiden nedad i brættets højre side. Når de andre spillere kommer til en by, som Dracula har været igennem, skal han vende byens kort på brættet for at vise, at de er på sporet af ham. Sammen med bykortene vil Dracula-spilleren typisk også placere særlige Encounter-kort, som spillerne skal forholde sig til for at holde hans indflydelse nede. Disse kort kan indeholde alt fra vampyrbaghold til spioner, og heri ligger den særligt interessante spilmekanik for Dracula-spilleren: Han vil nemlig gerne have, at kortene bevæger sig op mod toppen af brættet i takt med, at han rejser til nye byer. Når kortene bliver skubbet ud af brættet igen, uden at spillerne har taget sig af dem, kan han udløse rigtigt grimme effekter og komme tættere på at vinde spillet.

Begge sider føler hele tiden, at de er ved at tabe.

Alternativt kan han også vælge at bruge kortene til bagholdsangreb, når spillerne bevæger sig ind i en by med ét på. Her kan han for eksempel være heldig at svække en af vampyrjægerne med en kamp mod en anden vampyr eller finde ud af, hvilke genstande og evner vedkommende render rundt med, hvilket også kan være vigtigt. Og hvis et kort ikke bliver brugt til et baghold, skal spillerne selv bruge deres dyrebare handlinger på at undersøge det. Der er en fin balancegang mellem umiddelbar effekt og den langsigtede strategi for Dracula-spilleren i dette system. Samtidig begrænser det ham også, for de kort, han lægger ned på brættet, bliver låst for ham. Jo flere kort, han har liggende, jo mere presser han de andre spillere – men jo færre evner har han samtidig til rådighed, indtil han får kortene tilbage på hånden igen. Virkeligt elegant spildesign.

Ansigt til ansigt med ondskaben

Jægerne skal finde Dracula – men det er ikke godt at være alene, når det sker …

Når spillerne kommer tæt på Dracula, tager spændingen for alvor til. Dracula-spilleren bliver stresset og vil ty til alle mulige kunster for at slippe væk – deriblandt at bevæge sig hurtigt i ulveform, stå helt stille og gemme sig i en by eller spille kort, der vildleder spillerne ved at slette hans spor i en af de byer, han har været igennem. Det er voldsomt nervepirrende for jægerne at vide, at Dracula står og ånder dem lige i nakken og kan slippe forbi dem, hvis de begår blot den mindste fejl – og presset på Dracula-spilleren er samtidig helt enormt, når han mærker, at nettet strammes omkring ham. Noget af det bedste ved spillet er næsten at sidde bagefter og gennemgå, hvor tæt man har været på hinanden undervejs, og hvor jægerne traf de rigtige og forkerte beslutninger.

I vores spil rendte van Helsing rundt i England, mens Mina Harker og John Seward ledte efter greven i Centraleuropa. Jeg spillede Lord Godalming, der var alene i Østeuropa, og diskussionen gik på, om Dracula-spilleren mon ville søge mod kortets midte for at have rigtigt mange steder at bevæge sig hen, eller om han ville holde sig i udkanten af det – og måske netop i Østeuropa, hvor han meget belejligt ville kunne besøge sit slot og komme til hægterne efter at have taget skade. I stedet for at bevæge mig hen mod de andre jægere valgte jeg ud fra ren intuition og hvad-ville-jeg-selv-have-gjort-ræsonnement at rejse den modsatte vej, til Sofia i Bulgarien, med Godalming. Bingo! Jeg kom ikke kun på sporet af Dracula, men stødte direkte ind i ham i byen, fordi han luskede rundt lige bag mig! Godalming var mutters alene og uden andre våben end et krucifiks, og de andre spillere kunne kun se til, mens jeg måtte kæmpe alene mod ham. Godalming overlevede med nød og næppe opgøret, hvorefter den hektiske jagt kunne fortsætte.

Snart i danske butikker

Fury of Dracula er en fremragende spiloplevelse, der tematisk er utroligt tro over for forlægget. Med fem spillere om bord kan enkelte spillere godt risikere at få følelsen af ikke at lave så meget med deres individuelle figurer, fordi de befinder sig for langt væk fra Dracula, når han bliver opsporet. Man kan købe togbilletter og rejse hurtigere rundt, ligesom man også kan hjælpe andre spillere med sine kort, men nogle spillere vil ende med at få en større bid af action-kagen end de andre i ethvert givet spil, mens andre måske kommer til at føle sig lidt som statister. Man kan løse dette problem ved at lade blot to spillere spille mod Dracula, hvor de styrer to jægere hver. Det fjerner lidt af Dracula-spillerens fornemmelse af at spille mod en stor gruppe, men til gengæld skal jægerne ikke vente så længe på deres tur og har en større chance for at deltage aktivt, når der sker noget. I sidste ende skal man først og fremmest spille spillet for den samarbejdsoplevelse, der ligger i samtalen rundt om bordet, og ikke så meget for nødvendigvis at være den, der ender med at sidde og slås en hel masse med Dracula eller andre fjender. I en gruppe med spillere, der ikke har prøvet spillet før, bør den mest erfarne vælge rollen som Dracula, da den er noget mere strategisk krævende end jægerrollerne.

Den aktuelle tredjeudgave af Fury of Dracula har længe været udsolgt og kan kun købes til overpris på brugtmarkedet. Heldigvis har Games Workshop og Wizkids indgået et flerårigt partnerskab, som blandt andet indebærer udgivelse af en fjerdeudgave af spillet, der ventes i butikkerne til oktober. Den kan tilsyneladende allerede nu købes via blandt andet Amazon, men det er værd at vente på, at det lander i de danske spilbutikker, hvor fragtprisen er noget lavere. Spillet får en kæmpestor anbefaling med herfra – det er oplagt både til spillegrupper, der vil prøve noget helt nyt, og til dem, der holder af andre spil i samme genre, såsom Letters from Whitechapel, Mysterium og Scotland Yard. Fury of Dracula er ikke blot genrens gamle referencespil, men måske stadig det bedste.