Azul: Smukt, veldesignet og virkeligt sjovt brætspil

Den majestætiske Alhambra-fæstning i det sydlige Spanien er inspirationskilden til det fremragende brætspil Azul. Nærmere bestemt de smukke ”azuljeros” – geometrisk mønstrede fliser, der blev bragt til Den Iberiske Halvø i 1200-tallet under maurernes invasion. Der eksisterer ikke længere nogen af de oprindelige fliser fra dengang i Europa, men stilen overlevede i lang tid efter, at maurerne var forsvundet igen efter den kristne genobring af området, og flere steder i Europa overtog man den arabiske bygningsæstetik.

Azul tager udgangspunkt i den portugisiske konge Manuel den 1.s besøg ved Alhambra-fæstningen. Her skulle han efter sigende være blevet så imponeret over fliserne, at han forsøgte at bringe stilen til Portugal – og ikke mindst til sit kongelige palads. Her kommer spillerne ind i billedet, for det gælder i Azul om at imponere kongen ved at bygge den flotteste azuljero-flisemur.

Hold godt øje med de andre spillere

Hver spiller har sin egen lille spilleplade, hvor flisemuren skal bygges op, og i midten af bordet ligger der en række flisefabrikker, som man efter tur henter fliser fra. Det kræver mange fliser at bygge den nederste del af muren, som ligger i hovedhøjde og derfor skal være meget detaljeret, men jo længere man kommer opad, jo færre fliser behøver man at bruge for at bygge. Og bygger man ineffektivt og kommer til at tage for mange fliser, ryger de ned, går i stykker og giver minuspoint.

De flotte azuljero-fliser er gengivet på smukkeste vis som spilbrikkerne i Azul.

Azul udmærker sig først og fremmest ved en meget høj grad af spillerinteraktion. Selvom spillerne sidder og bygger på hver deres mur, bliver det, der foregår på de andre spilleres plader, hurtigt lige så vigtigt som det på éns egen. Der ligger fire azuljero-fliser på hver fabrik fra spillets start, og der er fem forskellige farver. Når man vælger en farve i en fabrik, tager man alle brikker i den pågældende farve, mens resten ryger ud på gaden i en bunke. I starten af spillet vil alle forsøge at tilegne sig så mange brikker som muligt og gå efter de fabrikker, hvor der ligger flere brikker af samme farve – eller samle dem op fra gaden, hvor man også tager alt i samme farve. Men inden længe vil spillerne begynde at indse, at de ud over at bygge flotte mure også er nødt til at forhindre de andre i at gøre det samme.

Azul er yderst elegant designet og virkeligt lettilgængeligt

Det er først og fremmest balancen mellem tilvalg og fravalg, der driver værket i Azul. Måske står jeg og kan afslutte en vigtig række af røde fliser, jeg har arbejdet på lige siden sidste runde. Men hvis jeg tager den sidste røde brik i en fabrik og smider de andre ud på gaden, giver jeg måske en af modstanderne mulighed for at samle de tre sorte brikker op, der vil lade hende bygge en perfekt række med det samme. Vil jeg prioritere min egen succes, eller vil jeg sørge for at forpurre det så meget som muligt for modstanderne i stedet? Det er den svære balancegang i Azul.

Årets bedste brætspil

Det tager under ti minutter at forklare reglerne til Azul – spillet er yderst elegant designet og virkeligt lettilgængeligt. Det skal man dog ikke lade sig narre af, for som strategispil betragtet er det forbløffende komplekst og varieret. For det handler selvfølgelig ikke bare om at kaste fliserne tilfældigt op på muren for at samle enkeltpoint for hver af dem; de, der bygger struktureret og målrettet, vil hurtigt tage føringen. Det kan betale sig at bygge fliser ved siden af eksisterende fliser, fordi man får stadigt flere point, jo flere fliser der grænser lodret og vandret op til den, man placerer. Men der er yderligere muligheder for at score højt i Azul. Bygger man for eksempel en hel kolonne af fliser op i det 5×5 pladser store spillefelt, vanker der bonuspoint. Hvis man bygger alle fem fliser i en af de fem farver, er det også fremragende. En fuld vandret fliserække giver også ekstrapoint – og den, der bygger den først, lukker spillet og starter den endelige pointoptælling.

Hver spiller har sit eget lille spillebræt i Azul, hvor den flotte flisemur skal bygges op.

Azul skaber på den måde en virkeligt fremragende balance mellem kortsigtet pointjagt og den mere langsigtede strategi. Spillet er derfor et rigtigt fint ”gateway”-spil, fordi det introducerer nye brætspillere for lidt mere kompleks strategi, uden at det på nogen måde bliver indviklet. Samtidig rummer det også variation nok til at appellere til alle de rutinerede spillere – det har indtil videre været på bordet her omkring 15 gange, uden at jeg på nogen måde er i nærheden af at være blevet træt af det

Det er fuldt fortjent, at Azul tidligere på sommeren modtog den prestigefulde tyske Spiel Des Jahres-spilpris, for det er et studie i forrygende godt spildesign: Tema og spilmekanik er bundet perfekt sammen, og spillet rammer en virkeligt bred vifte af spillere, som bliver bragt sammen på helt samme niveau af spillets effektive regler. Et absolut must på spilhylden.

Bemærk: