Photosynthesis: Hvem er skovens største strateg?

”I skovens dybe stille ro …” er ikke just dén sang, der klinger fredeligt i baghovedet, mens man spiller Photosynthesis. På overfladen ser det nydelige brætspil ganske tilforladeligt ud, men når man først er i gang, udvikler skovbunden sig hurtigt til en veritabel slagmark.

Svære valg på brættet

Målet i Photosynthesis er at samle flest point til den træsort, man har valgt. Det gør man dels ved at placere sine træer der på brættet, hvor de kan suge mest sol til sig, og dels ved at afslutte sine træers livscyklus og høste dem. Spillet er på papiret ganske let og ligetil (regelhæftet er på blot fire sider), men når andre spillere begynder at blande sig, bliver det hele til en uhyre intens taktisk affære. Solen bevæger sig for hver runde rundt om spilbrættet, så det, der i den ene runde kan virke som en optimal placering for et træ, kan få runder senere vise sig at være et helt elendigt valg. Det kan være virkeligt svært at planlægge sin egen langsigtede strategi, fordi man hurtigt bliver udsat for mental overbelastning i forsøget på at overskue, hvordan man stiller sig optimalt – det er stort set umuligt at placere sig optimalt, fordi man ikke kan forudse, hvad de andre spillere gør blot to-tre runder fremme.

Photosynthesis er et overraskende komplekst placeringsspil med masser af interaktion mellem spillerne

Både éns egne og modstandernes træer skygger nemlig for hinanden, og spillets helt store udfordring er at forudse, hvor éns træer kan komme til at høste flest solpoint i flest mulige runder. Det kan de som regel i udkanten af brættet, hvor der typisk ikke vil stå så mange andre træer og blokere for sollyset, men herude er jorden imidlertid ikke nær så frugtbar som inde på brættet, hvor man får flere point, når et træs livscyklus slutter, og man høster det. Man skal med andre konstant afbalancere her-og-nu-udbyttet fra solpointene med sin langsigtede plan om at høste træerne efter endt livscyklus. Den første, der høster et træ, får flest point, mens de næste, der gør det, får stadigt færre point for det. Men hvis man gør det for hurtigt, går man omvendt glip af en masse solpoint med sit store træ og risikerer at give en fordelagtig position videre til modstanderne, så her ligger endnu en strategisk overvejelse og lurer.

Man får hurtigt et helt særligt forhold til de pragtfulde små træer, man spiller med i Photosynthesis.

Tema og spiloplevelse flyder flot sammen

Der vil typisk være rift om placeringen på brættets midte, fordi man får flere point for at høste træer, der har vokset i den frodige muld herinde. Men slår man rod dér, kan man også roligt regne med at blive chikaneret ekstra meget af de andre spillere, som vil plante større og større træer lige rundt omkring éns træ for at forhindre det i at få sol nok. I et spil med kun to spillere vil der være masser af plads på brættet, og spiloplevelsen vil ikke føles helt så intens, fordi man hele tiden har plads at udvide på. Men når tre eller fire spillere er i gang, er konkurrencen virkeligt hård, og Photosynthesis bliver til et overraskende komplekst placeringsspil med masser af interaktion mellem spillerne – med alt, hvad det nu engang indebærer af små svinestreger og kneb for at forhindre de andre spillere i at klare sig godt og komme foran.

Photosynthesis er et fremragende designet spil, hvor tema, bræt og spilmekanik flyder utroligt godt sammen i en dejligt helstøbt oplevelse. Det er en stor æstetisk fornøjelse at befolke brættet med de flotte og farverige paptræer, og spillet har en sjældent set kombination af lettilgængelighed (regelhæftet fylder kun fire sider) og stor dybde og variation. En stor anbefaling til både dem, der leder efter et hyggeligt og udfordrende familiespil, og til garvede strategispillere, som søger nye udfordringer.